XXVII.

Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at bøde paa sin Uret.

Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til, hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.

Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige Tro, der var Sjælen i det. — Og den bløde Vaarvind strøg ind ad Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog — tænke sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.

Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk — hun jog Tanken bort, men den havde været der.