XXV.

Paa Gaarden herskede der en dødlignende Stilhed. Banner opholdt sig næsten udelukkende i sit Værelse.

Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde uden Spor. «Min lille Dreng!»

Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre, reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over ham som et opstængt Aaløb. Der — i den Stol havde Erik siddet en Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.

For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og hans Læber søgt hans. Nu var det forbi — forbi for bestandig. Og hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og Medlidenhed. — Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende vilde han have kunnet græde sin Sorg ud.

Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog var et Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op. Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig Frygt for at være alene.

Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og røbede en ærbødig Deltagelse.

Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte og havde følgelig intet at klage over.

Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter — fra min lille Dreng.»

Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et Ord til Tak.

Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.

Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet. Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det, som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende, hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.

Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg, hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede: «Gaa, gaa, lad mig være fri — jeg kan ikke taale det — jeg kan ikke — taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.