XXIV.
Reading edition
Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Følget bugtede og snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde være den Dag, de kom fra hendes Begravelse.
Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste, Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu mindre end nogensinde før. — Men var han ikke til, saa stod hun jo overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe, hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det uigenkaldelig for sent. For sent! — Hun lod sig længe martre af disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende! Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.
Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget; hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke.
Hvis var da Skylden?
Da kom det med et — det var hendes Mands! Han havde berøvet hende Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed, dets fremtidige Sympati og han havde, ja — han havde været Skyld i Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid, og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende.
Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»