XXIII.

Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med nogen og overlod til de andre at træffe Forberedelserne til Begravelsen. Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været knyttet til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket løs; hans Sjæl dirrede af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor ønskede han atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at han dog i det mindste var død naturlig smittet, og ikke som et Offer for hele Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde blive vanvittig, og han ønskede det næsten.

Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig, ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke, hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede, usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.

Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal. Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.

I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen, Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold og faldt mat tilbage, naar de slap den.

Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde skaanet deres fem Børn.

«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var endda ham, der skulde have hele Herligheden.»

Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen, Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith.