XX.

Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse, Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det: «Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var hun et saadant Menneske. Ja — ja, ja — hun var aldrig, aldrig bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke, saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig, offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand — eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme? Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes. Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt — Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv, sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid: «Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» — Saa faldt hun i Søvn.