XIX.

Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed. Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn, vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik, der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide, at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.

Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom ham at være langt interessantere end hans egen.

«Giv Moder Bogen, lille Erik.»

«Nej, jeg vil se i den.»

Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig for at tage den fra ham.

Men Erik holdt fast og strittede imod.

«Vær nu en god Dreng, Erik» — men han hørte intet.

«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.

Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»

Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren. Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling», for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans Hengivenhed for Faderen, og saa — saa kunde hun maaske vinde en lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.

Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad, at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande. «Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid holde af Moder?»

«Ja,» snøftede han.

«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»

Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for ham, sagde han pludselig:

«Hvor er Fader?»

«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg skal nok passe paa Dig.»

Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han derpaa.

«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»

Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys. Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.

Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.

«Hvad er det?»

«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»

Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde hun skælne Hovslagene af en Hest.

«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»

Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og — og — nu kommer han gennem Gangen.»

«Vær ikke bange, Pip!»

Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen, havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede: «Jeg skal aldrig mere være uartig — aldrig mere.» Og saa begyndte han atter at græde.

En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under den.

Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred, men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»

Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.

«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at gaa i Seng.

Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme: «Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler dem.»

«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret, derfor bøjede han sig villig.»

«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.»

«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.»

«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.»

Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»

Hun tav og forlod Stuen.