XVIII.

I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag, da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner, hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig Barnet?»

Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at staa ene og forladt som aldrig før.

Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed, og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun, hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver saamænd ikke at være saa stor paa det.»

Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd, stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm, rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.

Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt, holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med stor Stolthed over sin Bedrift.

Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er», sagde Ammen nok, men «Fa'er — Fa'er,» raabte den lille halsstarrige, knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg mærker, jeg bliver ond.»

Da Erik Banner — saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin Bedstefader — var et Aar gammel, fordrede Judith paa det bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham, han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen — saa var han meget sikrere overfor Faderen — men hun kunde vride sine Hænder og spørge, om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.

Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen raabte: «Fa'er sød — gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare: «Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.

Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre Anvendelse?

I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende, men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden Følelse.

Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt om Sommeren.

Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig, og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde hende endnu ulykkeligere og mere bitter.

Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig bag Gardinet og saa ud. Jo — der galopperede den stive, formelle Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede Kollegers Vrinsken.

Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give sig til at lege med det paa denne Maade. — Nu var de trætte. Banner kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i Munden og tyggede tankefuld derpaa.

Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo — ikke med sin sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig. Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende — aa, endnu var det Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med, sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.

Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden, som Mennesker kunne være det.

«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.

«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»

«Giver Du mig da al Ting, Fader?»

«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske, end Din Fader har været.»