XVI.

Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving. Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig, jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde blive for grusom.

Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste, at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.

Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse, var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte dem et Sekund derved.

Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og hvad var Konsekvenserne af hans Liv?

Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.

«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede, Tjeneren kunde høre det.

«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»

Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse, om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik, at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som saadan, — det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen virkelig Ærbødighed for en Kvinde.

Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede, blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.

Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver andens; men dette var hans Dreng, hans egen lille Søn.

«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.

Den gode Kone — han havde holdt strængt paa, at det skulde være en Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid — smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og svarede ja.

Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i Vejret og betragtede den ængstelig.

«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»

Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.

Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed. Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn; Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort det, spidsborgerlig og ufri.

Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det Krampe?» udbrød Banner.

«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans ubehjælpsomme Hænder.