XV.
Reading edition
Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om!
Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til stærke Hoveder og Hjærter — «Breve fra Helvede». Hun havde taget den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for sig.
«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild udslukkes ikke!» hedder det — ja, der er en Orm i mig, der bider og gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet. Jeg har solgt mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde være kærlig og ofre mig for andre — nu er det forbi, det er, som om det alt var visnet i mig — alt, uden denne Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene ulykkelige.»
Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj; alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov, og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens Elendighed.