XIV.

En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard. Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for Resten ganske sig selv.

«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem et andet Sted.»

«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til; det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet under Behandling, og det er De vel sikker po?»

«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo forbindtlig.

«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have nogle ham ubekendte Ressourcer.

«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»

«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.

Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver, betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.

Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre, og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.

Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle Jamaica Rum,» befalede han.

Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at det var den sidste Flaske.

«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»

Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.

Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit: «Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin Herres Fødder.

«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»

En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe, hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp — ja blot — vilde hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.

Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft, i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til Sekund.

Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke, gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder hede og hans Øjne funklede.

Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin Hest og sin Hund.

Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren, til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og Prokuratoren over det.

Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne Tilbøjeligheder.

Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners Kommissionær.

Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt Fald røbede han det ikke.

Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»

Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt: «Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»

Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.

Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor. Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.