XIII.

Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke, at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde Mod til at møde hende.

Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.

«Og hvorfor ikke?»

«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»

«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»

«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om Dig. Vil Du modtage ham?»

«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.

Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft, Staldlugt og Vindunst.

Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en lykkeligere og bedre Tid.

Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede, saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.

«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.

«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en ufortjent Naade var bleven ham til Del.

«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»

Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted; saa brast Banners Taalmodighed.

«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage, maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser, som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.

Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter; der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.

Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:

«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er undertiden lidt ensumt for mig.»

«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.

«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet end —» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.

«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg syntes om?»

«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»

Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»

De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:

«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa —»

«Hvad saa?»

«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig. Havde jeg den Gang giftet mig —»

«Og hvorfor gjorde De det ikke?»

«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde ha', var det for sent.»

«Det gør mig ondt.»

«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene, og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden — so vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden, ja det gør.»

Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.

Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse, hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.

Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.

«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»

Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste et vemodigt Blik.

«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide, sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et — et Damaskus Sværd — eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»

«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.

«Ja — for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»

Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker, hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.

«Ja — so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det altsammen.»

«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde hun alvorlig.

«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»

Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt. Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et Minut i hele sit Liv!

«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at tage Dem sammen?»

«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt, det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men —» og her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem, har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav Dem det.»

Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og Selvmord som sidste Ressource.

De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»

Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for hende, som rørte hende.

«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»

«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen videre Fornøjelse ved?»

Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn Sten, den er fra Paris.»

«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»

«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning, «jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske ogsaa Nar ad mig?»

Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter sig selv.

De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine hvide, soignerede Hænder i hinanden.

«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»

Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.