XI.
Reading edition
Saa stod Brylluppet.
De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.
Og Vielsen gik for sig.
Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og himmelsk og jordisk Kæ—ær—lig—hed, gjorde Brudefolkene de reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:
«Det er saa yndigt at følges ad For to, som gærne vil sammen være.»
De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.
Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud, hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede han Kusken at køre.
Saaledes endte Dagen.