X.

Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende Illusionen.

Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren, Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig, bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»

Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af Dig!»

Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende. «Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den Ydmygelse, hun havde underkastet sig.

Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg; men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.

Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, — ja solgt mig, thi det er det, jeg vil gøre.»

Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.

Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg: «Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I man nok nøjes med mindre.»

Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker, forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind. Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»