VINTER

Se, det hvide Ishav spejler dybt de gyldne Aftenskyer. Ingen Lyd og ingen Sejler, intet Bud fra fjerne Byer. Indelukket Længselssukket stiger mod det kolde Fjæld, der paa Himlens Rand har trukket en henaandet bleg Pastel. Som en Knivseg, skarpt tilsleben, skærer Horisonten Himlen. Som et Hjærte, vémodsgreben, gløder dæmpet Solfaldstrimlen. Gult og gustent som et brustent Venneblik er Solens Øje sluknet bag en Isfjældsmur, der har bygt sin borgtaarns-høje, vildt fantastiske Kontur. Sølvhvid Maanebaaden skyder højt henad den mørke Himmel. Som et Morildskølvand flyder Mælkevejens Stjernevrimmel. Tunge Skygger travlt bebygger som et mystisk Dværgfolk Sletten, der har gemt sig tavs og trykket inde under Fjælde-Jætten. Snart af Skyggerne besejres Dagens sidste Farvetoner, Mulmets Nattepust henvejres over Dødens Regioner. Men i Mørket, sjælestyrket, slaas vi med os selv og Livet, og vi tror, at vi faar dyrket rodfast Træ af Mose-Sivet. Ubønhørlig stræng bekriger Vintren disse arme Kyster, Sneen ligger haard og skriger, Isen dem i Favntag kryster, Lyset brister, Bjørnen lister mørkeskjult, beredt til Krig, hungerpint den Livet frister, røver Gravens frosne Lig. Og uskaansomt koldt bekriger vi det Liv, vi før har levet; gennembrudt, som Vandflods-Diger, er vort Løgnliv — talt og skrevet. Nu skal Volden hel og holden sten-forskanses, klar til Krig mod os selv i Fortids-Rollen — ingen Gravfred for det Lig!