NORDPOLEN

Fjernt henne, vej-fjernt, borte i det dunkle, hvor man i Zenith ser Nordstjernen funkle, dèr i det mystiske, evigt dragende ubekendte, hvor Livet er ude, Striden endt, — om den nogen Tid var der — Nordpolen ligger, et udregnet Punkt, jomfrueligt, ungt, vildt, dødt, — alting tier; hvor der aldrig stod hverken Skib eller Fod paa de dristigste Farter og fra ingen Tegninger eller Fotografier verdensbekendt. Baade Fantasten og den stringente higer derefter: den, der har Tillid, urokkelig, sikker til egne Kræfter, og den, der vil Liv af de døde Beregninger ... — Aa, der er stivnet Hundreder Hjærter paa Vej mod Polen, af navnløse Smærter tilsidst løst ud. Fra Midnatssolen, fra Vinternatten, den gravkammer-sorte, intet Bud ... Vi kender jo knapt dem, der blev borte før om Dage, knapt nok de faa, der med Held kom tilbage. Alligevel er det jo saa, — og hvor er det godt! — At aldrig vil Stormløbet stanse for Maalet at naa og Berømmelsens Kranse. — Og at Maalet blir naaet, derom er ej tvistet, men ingen véd hvornaar; — maaske gaar der Aar, før Mandsviljen faar Polen afvristet dens Hemmelighed ... — Blandt alle de kække, der trængte mod Nord, den malmfaste Række, nogle dumme, somme frække, straaler et eneste Navn over Verden; naar andre glemmes, da huskes Færden, hvor Fridtjof Nansen drog sine Spor, han var stor, kunde slet ikke skræmmes. Han hentede Kransen, den stolteste, prægtigste: Sejr for den mægtigste Menneskekraft nogen Mand har haft! ... Og den, der har prøvet blot Hundredeparten af hvad han har øvet og lidt paa Farten, han bøjer sig hilsende, undrende, stum, — bøjer sig ... Men mangen en dum Ignorant derhjemme, som selv-ophøjer sig, hæved sin Stemme. Og mangen vigtig Katheder-Profet mente sig pligtig i Begejstringens Stund til at slaa Hyldesten koldt Vand i Blodet. Fra sin kritiske Mund tog Vismanden Bladet og voved at pille ved Forskerens Resultater. Fy! Ti stille! Fingrene af Fadet, I Kakkelovnsstympere, hvor tør I kny? I sidder i By, lunt er jert Ly, dèr leger I Polfart med Tinsoldater. Men Nansen: se, han satte Livet ind; det var nu saa efter den Mands Sind! — Jeg véd jo nok, der var Jubel ved Møderne, hvor Nansen talte selvsikkert til Støderne fra Professorerne ned til Pogene, — højlydt turde I intet sige! Men jeg véd tillige, at I skumled i Krogene. I tvivler altid paa det mærkværdige ude fra Mandskraftens Vidunderrige — men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ... Længst er forbi den stolte Fest, hvor Nansen var Gæst, — aldrig har jeg kendt Mage dertil, I kan besmøre det, hvordan I vil. — Men nu skal I høre det: Hvad er I? I er Gløderne, Nansen er selve den levende Ild, han kunde gøre det! Det er fordi, han er Geni.