INDKVARTERING

Vi har faaet Indkvartering: ikke mindre end en Snes Eskimoer hos os boer i en skøn Familjekres — en lidt rundelig Formering, naar vi selv er seks Mand høj. Man begriber, at det kniber svært med Plads og Sengetøj. Men vort Samliv er det bedste, skøndt man ikke skulde tro, at der kunde nogenlunde herske Enighed og Ro, naar man har sin kære Næste indlogeret bunkevis. Her er Glæde, fælles Æde, fælles Trug for So og Gris. Alle Kogelamper sprager, Luften hænger tyk af Os, Stuens Kroge staar i Taage, men vor Hule faar dog Ros. Udenfor Orkanen drager rovbegærlig om vor Ø, mangen Hytte blev dens Bytte, knust og slugt af Styrtesø. Alle vore Boplads-Fæller blev berøvet Kød og Hjem, halv-paaklædte, ilde-stædte stred de sig til Hulen frem, sidder nu og smaa-fortæller om den storm-oprørte Fjord, klager ikke, smælter Drikke og faar kogt et vældigt For. I en sammenbyltet Mængde sover snarligt Vært og Gæst, Lampen slukner, ude drukner Hundehyl i Sø og Blæst. — Men jeg vaagned tidt og tænkte: her mod Nord er Livet Fest, intet knægter disse Slægter, hverken Himmel eller Præst! Ja, en Livets Jubelsalme toner ud af Vejrets Brus, Leg og Latter toner atter i vort overfyldte Hus. Her kan Glæden aldrig falme, Livet tager vi som bedst: Eskimoen dør i Troen paa, at Livet er en Fest.