AFREJSE

Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø, Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning. — Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø, mon de nu taaler Vinter og Forfrysning? Lyse er de Forhaabninger, der bygges, men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes? Og endnu er vor Ven og Fælle syg, og køres maa han hundred Mil i Pose, — men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg, endda den bød ham Torne blot for Rose; han higer hjem mod nye Arbejdsfelter, — ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter! Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft, Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder, fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft, langs alle Fjære blegt Morilden brænder. Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset, hjemad det gaar — men tungt er Slædelæsset. Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær, det er, som om jeg ikke kunde slippe dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe; — hvor ofte har jeg ikke langvejs ude træt og forkommen hilst den blege Rude! Men det gaar hjemad, — og vor syge Ven maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje, saa drager vore Slæder da igen Sporet langs nye Kysters nye Veje. Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde, tungt kører vi i Skrueis og Bløde ...