MOR

Ind under Elmehækken, af Vestenstorme mejet, er der en Grav i Rækken, en altid kærlig plejet, dèr hviler trygt i Rosenflor min Mor. Og skinner Solen vaarligt, og spirer frem, selv her mod Nord, duftende Kalke af mager Jord, da mindes jeg din Grav, o Mor, og ser den for mig blomstersmykt, husker dit Blik — og véd med Frygt, at al din rige Godhed fik jeg kun lønnet daarligt. Alt, hvad jeg vilde sagt dig, og som dig skulde trøstet og til mit Hjærte bragt dig, bævede mig i Brystet — ak, men jeg stod snart ved en Grav og tav ... Paa Livets travle Veje, opfyldt af tusinde Behov, rammes vi brat af Livets Lov: at nu har Døden valgt sit Rov, et elsket Hjærte skælver sygt, da haster vi i Haab og Frygt og kaster os i Hulken over den dødes Leje. — — Over den dødes Kiste hang der en Blomstersfære, Venner og Fjender viste Liget »den sidste Ære«, og mellem dem hyklede bedst en Præst ... Aa, vi er som Sjakaler, vi slaas gemént i Livets Krig, vinder vor Sejr ved skummel Svig men mødes enigt om et Lig — — vi rosenkranser Ligets Hjem, dèr, hvor vi før holdt Torne frem, og tror, at disse Blomster vor hele Gæld betaler. Selv den, der vilde baaret dig, Mor, henrykt for Livet, aldrig din Tanke saaret og ingen Sorg dig givet, ham førte bort fra dig og dit hvert Skridt. Du blev din Søn berøvet og lærte Livets bitre Kaar: at Barnet egne Veje gaar, som ingen kærlig Mor forstaar; du troede Barnets Hjærte haardt, fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort og elskede ham dog højest, som havde dig bedrøvet ... Til Mors Grav derhjemme er mange Hundred Mile — — men husker jeg din Stemme og ser dit Ansigt smile, er som en Drøm om svunden Nød din Død; jeg føler Livets Varme udstraale fra dit Modersind, skærmende kysser du min Kind, gaar vejkendt til mit Hjærte ind og hører dèr i Blodets Strøm Sønnetakken inderlig øm og knuger lykkelig Barnet, der græder i Mors Arme. — Ak, ørkesløse Drømme, som bare gør bedrøvet! ... I duftende Rosenstrømme, i Læ bag Elmeløvet er der en Plet med gruset Jord og Mor. Du stoled paa et Møde! — ja, Livet er jo fuldt af Nød, og Himlen lover Frelserskød ... Mor var saa god. Men Mor er død. Aa, Mor, hvor var du livsenstræt; først nu, for sent, forstaar jeg ret din Livssorg — og min egen aldrig sonede Brøde ... Nu blomstrer fløjels-sorte Roser hjemme i Haven, men jeg, saa langvejs borte, kan ikke smykke Graven, og ingen véd, om siden mer det sker ... Hvem bliver næst i Rækken? Staar jeg mon selv ved Dødens Port? Nej! Livet er saa rigt og stort og mit Begær mangfoldiggjort ... Eller er maaske Far bragt ned til Mors Støv og Støvets Fred? — Underligt hører jeg Blæsten suse i Elmehækken ...

Det er i Dag din Dødsdag, Mor, din Dødsdag, Mor — nu er det længe siden, men Tanken gaar ad de gamle Spor langt tilbage i Tiden. Der kom en Dag et Bud, som lød: din Mor er død — jeg blev som fra Forstanden, haabede i min bitre Nød, at Slaget galdt en anden. Døden var aldrig traadt mig nær, og Mor især — det var saa rent utroligt. Da sagde én, som er mig kær: »Se nu og tag det roligt.« »Rolig, rolig — naar Mor er død, saa tungt et Stød! det kan du aldrig mene.« Vred og forvirret jeg udbrød: »Gaa — lad mig alene!« Og ene blev jeg. Gik i Døs. Skjalv som jeg frøs. Kunde slet intet sanse. Vidste blot, jeg var moderløs ... Gode Folk bragte Kranse ... »Lær mig, o Skov, at visne glad«, den Salme bad Mor om at faa ved sin Baare ... Versene kunde jeg udenad, lalled dem som en Daare ...

Men havde du levet den Dag i Dag og ventet forgæves og ingen Ting hørt, om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført? om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag? — du havde grædt Øjnene røde, du havde dig sørget tildøde. Fra den Gang, du bar mig til Verden med Vé og nær ved din Død havde Livet mig købt, da blev med de ømmeste Navne jeg døbt, da var jeg det kæreste, du kunde se, du strakte de værnende Hænder mod alle min Uskylds Fjender. Og er der i Verden, saa ond og saa stor, ikke den Moder, der svigter sit Kald men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald, saa er du blandt Mødre, min elskede Mor, den mildeste, kærligste Kvinde, den bedste, jeg kunde finde. Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod, har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt, du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt, om at være dit Hjærtebarn naadig og god, om at give ham Troen tilbage og hans Fred, som i gamle Dage. Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred, at Sjælefred er mig som Døden imod — — — Der bruser den evige Storm i mit Blod, min Fod ejer ikke et blivende Sted. Den eneste Gud, jeg kan dyrke, er Menneske-Aandens Styrke! Den kætterske Kraft i vor Menneskehed, som ensomme Aander frimodigt os gav, den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav stærk ved sin Tro og sin Kærlighed. Nu mødes vi ingensinde. — Velsignet være dit Minde! Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set, — kun set i min Mor et guddommeligt Værd. Men havde du levet og lært af min Færd, hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt, du havde dig græmmet tildøde for Dommen, jeg gik i Møde ... — O, intet i Verden er godt som en Mor, en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod, men alle saa gør vi vor Mor imod; der kommer en Dag, da hun mister vort Spor, hun, der har selv kunnet savne for Barnets Fremtid at gavne. Saa underligt er det: Af al vor Natur vi vælger vort Liv trods moderligt Raad, vor egen Vilje skal styre vor Baad, knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur, Opdragelsen gør vi til Skamme, — vor Mor har vel gjort det samme! Ja — evigt er Livet! Men vinder vi frem? ... Teknikken den skrider med straalende Hast, moralsk saa staar vi forsumpet og fast, thi Dyds-Karaktererne, hvor har vi dem? Den eneste Dyd paa Jorden er det hellige Kald for Moren. Og dog — vort Menneskeliv det er rigt, og den, der har levet dets ondt og dets godt, ja, den, der har ejet en Moder blot, han elsker det Liv, vi evindeligt skal leve til sene Slægter, hvad Tro vi saa forfægter. Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag .... Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany, at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly, som uden Fortielse, uden Bedrag om Livet og Mennesker spørger ... Saa vaagner jeg op og sørger. Jeg sørger, for jeg er jo moderløs og finder dig ikke, naar jeg vender hjem, — jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem, og staar dèr og skælver, som om jeg frøs, mens Blæsten hvirvler med Støvet og suser i Elmeløvet ...