VEJRFAST

Kuling af Syd og Taage og Is, som bryder i Sundet. Nu ligger jeg uvejrsbundet, stormslagen som en Maage. I Morgen skulde jeg været, hvor Kammeraterne venter mig. — Al min Mad er fortæret, ingen kommer og henter mig. Hundene hyler af Sult, nu æder de deres Skagler. Himlen er ubarmhjærtig, det regner, sner og hagler. Utæt og trangt er Teltet, Sneen hvirvler herind, snart er Fnuggene smæltet gennem mit Brikseskind. Ned over vilde Fjælde hviner en ondsindet Blæst, bragende Stenskred løsnes og vækker den ensomme Gæst. Alle Barduner er sprungne, Teltvæggen sønderflængt, dybt i min Sovepose ligger jeg indestængt. Dejlige lune Rede, mens Stormen holder sig stiv, her kan jeg gennemtænke hele Aar af mit Liv. Tage dem for mig Dag for Dag alle de rundne Aar, alle mine svare Synders aldrig lægede Saar. Ene, ene! Lange er Døgnene, ikke en Menneskestemme, blot Is, som sukker i Fjæren; — nu er alle mine Tanker hjemme.