DEN STORE BY

De gamle Bolværksgader om lønlige Kanaler, Børstaarnets Dragehaler, Slotspladsens Lygterader; bag Kirke-Gravkapellet det skumle Kristiansborg! — Hér var det, at Farvellet greb mig som en Sorg. Min Ungdoms Minder ruger, og glemte Længsler taler langs disse graa Kanaler med lukte Pakhus-Luger. — Gaderne kan fortælle om Holland og om Flandern, om gammel Købmands-Vælde, om Tordenskjold og van Mandern. Dèr henne glimter Ruden, hvor jeg har Hjem og Virke, og under Frelsers Kirke en grønlandsk Plads med Skuden; køl-stærk og isforhudet trodser den sig mod Nord, — naar den har Afsked tudet, saa er jeg med ombord. Da vil der rinde Tider, før atter jeg betræder de skæbnesvangre Steder, hvor Kampens Vaaben bider. Jeg elsker Storstads-Sejren, og skøndt jeg skræmt forlod den og afskyer Klike-Lejren, drages jeg dog imod den. Ja, det er svært at skilles fra disse gamle Gader; jeg elsker og jeg hader det Liv, der her udspilles. Her blev mit Hjærte prøvet. her led jeg Sorg og Savn, — o, jeg gik tidt bedrøvet ud gennem Kristianshavn. Men der er Morgentimer, naar over Tagstens-Vrimlen Vaarsolen rødner Himlen, mens alle Klokker kimer, — da sprang jeg fra mit Leje og hilste Spir og Slotte og higed stolt mod Veje, som ingen Fod betraadte! Og der er høstligt svale og skumrings-dunkle Nætter, naar Tivolis Raketter som en Komét med Hale paa Slotsruinens Rygge nedstraalte gyldne Drys, mens skjult i Søjlers Skygge jeg stjal et Kærrest-Kys! Og naar i Vintrens Taage hver gothisk Husgavl dølges, da véd jeg to, som følges rundt om i Havnens Kroge: dèr leves Glædens Røre, dèr lides Livets Kvaler bag gamle Egedøre og forsirede Portaler. De gamle Stokværks-Gaarde langs lønlige Kanaler og Børsens Dragehaler bag Havnens travle Aare — her leved jeg og lærte, herhen vil jeg paany, thi ene her mit Hjærte slaar for den store By!

Du altfor store By til dansk Behov, Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe, — jeg knyttede mine Hænder som i Krampe den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov! Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov, om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe, — saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe angst for den onde Verdens Hestehov. Men Larmen genlød i mit stille Kammer, snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør — og vandt de første Nederlagets Skrammer ... Du skæbnesvangre By om Havn og Søer, du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer, — jeg længes efter dig som aldrig før!