TILBAGEKOMST

Saa kom det store Øjeblik, da vi igen var fremme; dèr laa de kendte Huse, vi følte os som hjemme. Der fløj et Dannebrog til Tops, og Hytten syntes os et Slot, — aa, disse kære Farver, hvor gjorde de dog godt! Nu traadte vi i Stuen ind, vor syge Ven blev baaret, saa rørende en Velkomst blev aldrig os beskaaret. I Ovnen brændte festligt Baal, og mange hvide Lys stod tændt, — vi maatte alle tie med Ansigtet bortvendt. Saa drak vi da et godt Glas Vin og smagte Fruens Kage, vi skal nok aldrig glemme den Stund, vi kom tilbage; det sagde ogsaa O'sakrak, da han af Hvedebrødet bed: — »Ja, nu kan jeg begribe, I længtes svært herned!« ... Men laa der intet Brevskab gemt? — min Puls tog til at banke, den store Post fra Danmark var aldrig af min Tanke. — Nej! Ingen Hilsen, intet Bud! da blev mit Hjærte koldt som Is, saa har I Stakler hjemme vel frygtet vort Forlis! ... Se — jeg er karsk paa Krop og Sjæl, og vi skal atter mødes, og af vor Gensyns-Lykke skal ny Værdier fødes. Og er endnu min Hjemvej lang, og faar jeg ingen Breve, aa Gud, om vi naar sammen, hvor smukt skal vi da leve!