STEMNING

Over tungsindigt dunkle Vande flimrer i Natten fortonede Rande af drivende Fjældes hvide Is, der — som i en Drøm — følger den fælles mystiske Strøm mod det stormfulde Hav ud mod Forlis. Jeg stod og tav. Bare en eneste Stjerne skinner: Venus! Dens Sølv med Vandene rinder. O, mine Minder! Stille, stille, nu bygger de Bro langt, langt bort, Bølgerne spille en glemt Akkord. Aa, hvem der var to! — Haand, hvor du knuger! Sjæl, hvor du bæver! Dybt inde ruger en Sorg, et Savn, jeg hvisker et Navn, — min Længsel kræver al min Besindelse ... Hvor gaar din Færden, elskede Kvinde? Er jeg den Verden af ondt og godt, du slutter inde nu som før. Eller har du blot med Selvovervindelse stænget din Dør, været mig tro? Jeg grubler, spørger, faar ikke Ro ... — Jeg Taabe, som sørger, jeg véd jo, jeg véd: Længsel lider du. Se, dèr skrider du, skøn i din Søgen, uden Frygt frem over Vandene søvngænger-trygt, jomfruelig, nøgen, min Kærlighed! O! At du vilde. Tak! At du voved. Stille, stille: Stolt du hæver dit lokkede Hoved, dine Øjenlaage lykkeligt bæver — jeg ser som i Taage dine kærlige Blikke vemodige, milde ... Stille! Vaagn ikke, vaagn ikke, saa glider du bort, og Natten bliver saa knugende sort ... Det er, som jeg træder hellige Steder, hvor urørt Ynde drømmende sover ... Se, jeg breder det blødeste Hynde, vinker dig, beder, lover, lover: Nu skal vort Liv fra Nyt begynde: Bliv, bliv! Ingen savner os, Natten favner os.