KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«

Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater! Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen, men ikke som et Hold disciplinerede Soldater. Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«. Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende, at vi véd, hvor der er Sandbund og hvor den faste Klippe. Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende, vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe. Og dog — hvem véd, hvad skillende den næste Dag vil bringe, det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget, men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge, thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget. Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage. Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ... Hver af os ejer Kanter. Men den Gang Polituren laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget; men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren, vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget. Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler, vi taler om det hele og siger frit vor Mening. De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler de kendes ikke her i vor Tremands-Forening. Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden. Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte, at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden. De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre; de tør ikke være ene, for de ejer ingen Rester af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre. De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge, og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne, Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe, at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne. Men vi, som lever her i et stænget Mørkerige, Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget og øse af vort Indre i det uendelige og drøfte Livet bag os, forunderligt og broget. Og digte Livet fremad, saadan som det skal skabes, naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme; — hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes, vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme. Det danske Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses, det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses, — tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben. — — Vi tre er alle vokset fra det unge Fælles-Præg, hvor man entusiastisk vil Enighed bestandigt og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg. Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt. Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden: se, saadan er Moralen, jeg har af Livet taget, du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ... Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder, skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet, — nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner, men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet. Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd. Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde vore Karakterers sande Form for Personlighed. Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer, naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet; han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer med stærkt og svagt, med ret og vrangt — godt eller slet forrentet. — Mig kender du og véd, jeg er ikke af de blide, endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig, medgørlig og behjælpsom — ja, endnu maa jeg lide, fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig. Da troede jeg paa Mennesker — og paa min Barnelære — de var saa gode alle, jeg vilde ingen støde, men altid selv beflitte mig paa mild og god at være og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde. Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig, men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig. Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet. Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden, og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet, før ogsaa jeg fik lært mig at slaa den Tyr for Panden, der ellers mit naive Hjærte vilde truffet. Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde saa rent uforberedte om Lovene, som raader! De skønne Idealer er jo allesammen døde, hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader! Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«, — men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare, der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare. Og i mit Hjærte vokste om eget Liv mit Krav. Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare, men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder. Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare; et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller. Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet, hvori min Evne higede mod Selvstændighed. Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet, maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned. Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone, de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre, beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone, ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre. Ja — det er svært at lære, at det, som Livet kræver, er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende. — Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver: den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende! Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen; de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg. Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen; jo færre dine Venner, des mere er du tryg. Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro, o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo, jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder! Det skal I alle vide, men du, min Ven, især, af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder, saa langt fra Eder alle — og dog ingentid saa nær, saa ene her i Mørket — og dog blandt gode Fæller. Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner, da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges. Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender, hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges. Vi er tre danske Viljer, hver i sin Formning støbt, men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet — og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt, men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.

Frostklar var Dagen. Du husker den ikke. Maalet var naaet — men for hvilken Pris! Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke, laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis. Rundt om os bare den livløse Is. Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede, ensomt ad utraadte Veje vi stred op til den nordligste Kyst paa vor Klode, Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved. Det blev den tungeste Dag jeg véd. Jubelens Time, vi stolt skulde fejret, naar vi besteg den forjættede Grund — — udslidte laa vi om Snehytten lejret, Ordene frøs paa vor angstfulde Mund, hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund. Kysten var lydløs og menneske-øde, intet at æde for Hunde og Mænd, fjernt i den gryende Morgenrøde bølged den blaanende Isblink hen. — Skulde du stivne og dø som den? Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde segned du midt i din rastløse Flid ... Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde varme dig Læben, som skælver hvid. Raadvilde ser vi din grufulde Strid. Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse, Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst, hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse, frivillig fulgte du. Guld eller Gunst søgte du ikke. Maalet var Kunst. Ja, og dèr laa du nu slagen og stille, saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor. — Da var der ikke en Time at spilde, frem langs de ukendte Kyster vi foer til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord. Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte, pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt, — intet dig kunde mod Kulden beskytte, Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt, drøjere Tid har jeg aldrig kendt. Usselig plejet hensank du i Dvale, Pinslerne gjorde dig sanseløs. — O, om vor Snehytte kunde tale, dèr, hvor vi sultede sammen og frøs og for den truende Knokkelmand gøs! ... Se, der er rundet det halve Aar siden, værkbruden lister du endnu omkring, og, om du retter dig helt med Tiden, véd vi jo ikke, véd ingen Ting, — er du mon frelst fra et dødeligt Sting? Sørgelig tung er den Lod, du har fristet, men din Taalmodighed lykkelig stor. Lykkelige du! Du har intet mistet, thi i dit svækkede Legeme bor Sjælen, frodig som nyskabt Jord. Selv har du sagt, at du véd, du har vundet Muld i dig selv, hvor du før var gold, faaet din Tro paa dig selv begrundet, — ja, du har vundet mangefold, du, som endnu har din Kunst i Behold. Du er en anden, end først da vi kendtes, klarere Blikket, din Sjæl dybet ud, snart vil dit Lidelsens Guld forrentes, Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud, den blev din Evnes Gennembrud. Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse, det er dog det samme Hjærte, jeg ser, din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse, de samme retsindige Livs-Idéer, din altid urokkeligt tro Karakter ... Sultet og frosset og lidt tilsammen, lyttet til Suk fra hinandens Bryst, — mørk og knugende er vel Rammen, Billedet selv dog straalende lyst: en gryende Sol over ukendt Kyst! Solen, det er din skabende Evne, Landet, din Tankes nye Muld, Nu gaar du ud mod det store Stævne, lidet agter du Gunst og Guld, Sjælen er rig nok og drømmefuld. Din Sjæl — som du selv — er adelsbaaren, jeg er af Borger- og Bondeslægt; Rem af vor Ryg har Adelen skaaren, længst er de blodige Strimer lægt: Mit Venskab er i din Varetægt!

Der var kommen en Dag i vort Venskab en Rift, og af Saaret flød Gift, som gæred til Nag — Mistillidens Gift den gule, som ingen søgte at skjule. Men det hændte os tidt, at vi talte forstemt om, at aldrig blir glemt, hvad et Venskab har lidt: vi er ikke af dem, som lover at lægge Glemsel derover. Og vort Samvær blev trist, for vi led, begge to, men vi havde den Tro: der vil komme tilsidst gennem hensynsløs, aaben Forklaring et Venskab, bygt paa Erfaring. Og saa skete det her, at vor Hjemvej blev stængt, og da har vi vel trængt til at knyttes lidt nær til hinanden i fælles Smærte, og se! Da talte vort Hjærte ... Der laa Sensommer-Glød paa det ensomme Næs. I det gulnede Græs, hvor Vildbækken flød, dèr laa vi og rensede Vunden, og nu er Saaret forbunden. Der var sket noget stort, kastet bort noget tungt, og vi drømte saa ungt, som vi før havde gjort, da vi gik i den hjemlige Verden og digtede Planer til Færden. Ja, hvor gransked vi tidt i det grønlandske Kort og beregned hvert Skridt, som vi vidste blev vort, — vi vidste det! Vi kunde mærke, vi var ubetvingelig stærke. Thi det kan ikke ske, at en Ungdom, som vil og har Kræfter dertil, maa sig vingestækt se og lade sig skubbe fra Reden af Oldinge-Stædigheden. Og det »Adgang forbudt«, som en mugnet Plakat fra vor Enevoldsstat mod vor Rejse fik skudt, dette Grønlands kinesiske Lukke vilde vi sønderhugge! Da saa Landet laa frit, og trods »Venne«-Kritik i Opfyldelse gik hvad vi drømte saa tidt, om de unge Vinger at strække, da var vi bevægede begge ... Og nu ligger vi stængt i Polarnattens Hi, vore Drømme er fri, nye Planer blir tænkt ... Maaske stævner vi nordpaa ad Aare til Sejr eller Fald eller Baare. Ja, jeg véd, hvad du kan. Du har Grønlænder-Blod, jeg har prøvet dit Mod, du er modnet til Mand, og du er, blandt alle jeg kender, den tryggeste, hvad der saa hænder. Du kan ro en Kajak gennem oprørt Vand, du kan styre et Spand, om saa Fanden det trak, du er født her i Pollandets Øde, og her skal din Skæbne du møde. Dette Land, det er dit, du, som taler dets Sprog! Du skal skrive en Bog, som kan lære os lidt om Folket ved disse Kyster, dets Skæbne, Drømme og Dyster. For vi andre, vi gaar ikke dybt i et Folk, som vi kun gennem Tolk i Tale faar ... Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger, over Ishavets stivnede Bølger. Ja, mod Nord, Grønland rundt, dèr, hvor ingen har traadt! — Er i Drømmene blot dette Syn os forundt? Eller gaar virkelig Færden mod ukendte Egne af Verden? Vi har Kraft nok og Mod og et lysende Haab, vi fik Æventyr-Daab under Isblinkens Fod, vi har Ungdommens sejrrige Alder, — men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ... Hvor vi gaar! Hvad der sker! Om vi mødes igen! Se, da er der, min Ven, ingen Mistillid mer: Det er ærlige Haandslag, vi giver, de er rene de Hænder, der skriver! Og krystalklar og pur — som den Vildbæk, der flød under Sensommer-Glød — er vort Venskabs Natur. I Mindernes lutrende Rødme staar Samlivets Smærte og Sødme.

Kære Jørgen, sære Jørgen, du vor tro »Alt-mulig-Mand«, aldrig nogen Grund til Sørgen, Jørgen alt udrette kan. Faar en Hundeskagle Nykker, gaar et Slædejern i Stykker, skal der bruges Fil og Sav, er han Manden med Forstanden og det rette Haandelav. Men vi skændes næsten daglig, jeg og Jørgen, med Humør. Ogsaa jeg vil spille faglig, jeg har rejst i Verden før. Men jeg kommer ingen Vegne, hans Begreber er hans egne, al min Visdom uden Vægt. Et despotisk »Idiotisk« er hans Svar paa Dialekt. Men vi kan som Regel staa os ved at følge Jørgens Raad, skøndt han helst vil overgaa os paa sin Slæde som i Baad. Bringer han os lidt i Knibe, og der er blot ringe Stribe Udvej for vort unge Liv, altid tør han, altid gør han just det rette, klog og stiv. Jørgen er vor bedste Jæger, skyder altid Smaavildt nok, og i »Hulen« han os kvæger som en sjælden renlig Kok, er snarraadig Blikkenslager, snild som Smed og Bøssemager, ja saagar i Tegnekunst; dydig, vittig, frisk og flittig, sparsom med sin Ros og Gunst. Jørgens hele Kundskabsmængde er just ingen ringe Part; dybe Ting han gennemtænkte, ræsonnered altid klart. Kølig er hans skarpe Hjerne, haane Dansken vil han gerne — nu og da med nogen Ret, socialistisk, egoistisk uden selv at vide det. Jørgen vil jeg altid huske længst af al hans mørke Slægt. Ingen Dansker kan ham kuske, han er stærk i Selvrespekt, minder mig om stejle Jyder, kender sine Landsmænds Lyder, ser og skatter deres Værd, lod mig lære dem at ære paa vor lange Grønlandsfærd. Eskimoen er godmodig, med den fri Natur i Pagt, og jeg véd, han hader blodig Enevældets snævre Magt. — Blandingsbørn blir født uægte, som den Danske ej kan nægte Penge og Paternitet. Sagen glemmes, han forfremmes, bliver »Amtmand« trods sin Bêt. Men forelsker han sig ærligt i en smuk Grønlænderinde og vil giftes! Hvor besværligt at faa stiftet Hjem med hende! Kun mod Tab af Embedsstilling faar han Ægteskabsbevilling, — Manden maa jo være gal! Staten harmes ved den armes Syn paa dansk Missions-Moral. Vi har kristnet Eskimoen, lært ham Tvivlens Sjæleangst. For sin Frihed vandt han »Troen« og fik Kaffe for sin Fangst. Selvkaldt er vi Landets Herre, vi kan for Kulturen spærre, og det har vi hidtil gjort. Penge vandt vi, Folket bandt vi stavnsfast bag en lukket Port. — — Naar en Gang i Grønlands Styre sjette Frederiks flade Aand faar sin slet fortjente Hyre og blir kvalt i egne Baand, og naar Vejen brydes aaben til at holde over Daaben Landets egne Børn som Mænd, der kan lede egen Rede, saa er Jørgen glad igen. Jørgen! Du maa ikke slippe Fremtidshaabet for dit Folk, rank og grundfast som en Klippe skal du være Retfærds Tolk. Du skal se, der gryr en Morgen, da I hejser Flag paa Borgen under unge Frihedskor: send da ikke hadske Blikke ned til gamle danske Mor!

Gaba er god, god som et Barn, selv om alt gaar imod, han kan sig let med vort Vildliv forsone, længes vist knapt efter Spædbarn og Kone, som han forlod. Gaba er klog, taler blot et malabarisk Sprog, tidt maa vi ty til de særeste Fagter, eller vi udgransker det, som vi agter, af en Glose-Bog. Gaba er Kok, Koksmath især — men han har en barok Lyst til vor Smagssans at undertrykke ved at benytte som Viskestykke Skjorte og Sok. Gaba er flink, lystrer med Iver vort ringeste Vink — helst dog, naar Vinket betyder at skaffe Vand paa en Kedel til The eller Kaffe, — se da hans Blink! Sukker især har han, den Slikmund, usigelig kær, sender sin Skefuld forelskede Blikke, naar han behændig faar Top til at ligge — en Kunst, der er svær! Gaba er glad, sorgløs og lattermild, blot han faar Mad, men naar vi mindsker en Dag Provianten, saa kan han sætte sig ordknap og vranten over sit Fad. Gabas Tobak er hans Bekymring og evige Snak, og for at skaffe sig noget at røge tror jeg, han gerne vilde forsøge sin Skind-Timiak. Han er adræt, let tilbéns danser han Reeler med Spjæt. Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig: Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig: »Danse mig træt!« Gaba har Trang, Trang til at sove, skøndt vækket en Gang, ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig; rusker man Fyren, saa svarer han værdig: »Jeg drømte, jeg sang.« Gaba har Røst, Salmesang er ham en daglig Trøst, Melodierne er bestandig hans egne, og de tager Tonen fra samtlige Degne her under Kyst. Han er literær, nedskriver Gloser og Folkesagn her, lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde, ikke en eneste Sjæl kan udtyde hans Kragetær. Gabas Moral, Kristenmoral, den er ikke saa gal: dybt han beklager sin hedenske Søster, fristes dog selv af hedenske Lyster, naar Natten er sval. Kæk i Kajak gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak, kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte, er efter Sæl en paalidelig Skytte. Gaba, hav Tak! Tro har han fulgt, delt vore Kaar under Velstand og Sult. Rækker vi bare Uperniviks-Landet, skal han faa Sukker og meget andet, aabent og dulgt. Hundred iblandt dem, som vi til os paa Rejsen bandt, vilde forlængst have mistet Gemyttet og til den grønlandske Hjemvé lyttet; han var konstant! Ja, du var tro, tro mod din Pligt, og som oftest du lo. Tak for din Troskab, din Sang og din Latter; gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter dig i dit Bo.

Din Slægt er død. Din Far og Mor har nyligt vi til Hvile bragt. Saa tog du mod vor Briks, vort Bord og har vor Levemaade smagt. Og da vort Kød og Brød slap op med Vandet i den frosne Elv, da gav du os en Hvalroskrop til Hundefor og til os selv. Og af dit Telt vort Tag blev lagt, vi brændte alt dit Lampespæk, i din Kajak gik vi paa Jagt, til synkefærdig den løb læk. Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt, og drog ad Kløften højt til Fjælds; og havde du en Hare skudt, gav du os baade Skrog og Pels. Fælles er nu vort Ædetrug og alt vort Stræb for daglig Kost. Om Hulen stryger Vejrets Sug, hvide er Væggene af Frost. Mest er du tavs, begriber knapt vor stille Syslen med Papir; det er, som om du havde tabt din Aands de gamle Vildmands-Stier. Snart sover du paa Briksens Sten og raaber tidt i Søvne højt, drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén, nu da vort Forraad er lidt sløjt. Kød er din hele Tankekres, din Verden blot et bræklædt Fjæld, knap kan du tælle til en Snes, og dog befinder du dig vel. Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt følger du kun din egen Trang, hver Livsens Dag blir festligholdt med Elskov, Mad og Trommesang. Af tusindaarig Slægt udgroet, der langs den hvide Isblink drog, har du som dine Fædre troet paa skjulte Magters Varsel-Sprog. Alt det, som dine Fædre vandt af Livets dyrekøbte Kløgt, blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt, — en Ledetraad i Livets Røgt. Ærværdig er din Hedning-Tro, som helst du følger til din Død, — men Kristenheden slaar sin Klo i al din svare Sjælenød. Thi ikke kender du den Gud, i hvis misbrugte Frelsernavn vi skulde øvet Hjærtets Bud men tændte Hadets Flamme-Bavn. Vor stakkels Agpaling'uak med Biblens Helgennavne døbt, fortabt den Frihed, han inddrak i Fjældnaturen, isblink-svøbt, hans Fædres Visdom søndertraadt, tusindaars-gamle Skikke brudt! Han har den store Pan forladt for Salmesang og Bly og Krudt. Hans Tarmskindstromme haanet blev, hans Sang forbudt, hans Sagn belét, — her sad tre hvide Mænd og skrev alt, hvad de havde hørt og set — saa var det altsaa dem, der stjal hans gyldne Frihedsliv, til Tak for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval, — vor stakkels Agpaling'uak!