TILBAGEBLIK

Jeg tog mit Liv og saa' det Kapitel for Kapitel, jeg kunde knapt forstaa det, troede det var Digt. Mit Navn, min Daad, min Titel: alt var modbydeligt. Meget, jeg havde handlet og altid troet forsvarligt, blev nu som rent forvandlet, tillagt hvert slet Motiv ... Det er sjæle-sundhedsfarligt at gennemgaa sit Liv. Hvad er det vel for Love, der raadet har min Bane? ... Tidt kan jeg ikke sove, grubler mig forknyt. Mon jeg som en Vejrhane har hver en Vind adlydt? ... I disse øde Nætter, naar ikke jeg kan blunde, og Fremtidsplaner trætter, og vegt er mit Mod, da flyder hver en Vunde med gamle Sorgers Blod. Da tænder Selvanklagen hævngerrig Heksebaalet, blodigt stryges til Kagen mit falske Selvforsvar; tilsidst Skarpretter-Staalet hver Humbug blottet har. — — Men disse øde Nætter, Tak, at I blev mig givet: Selverkendelsen letter, nu har jeg set mig i Spejl og gaar vel ud til Livet klogere paa mine Fejl!