VENNER TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM

Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt! Det har krydret mig de ferske Retter, Mennesker paa Livets Festbord sætter, været Gærstof i den vamle Malt. Der var Tider, hvor jeg nød det alt: sukret Bagværk, som kun daarligt mætter, søde Vine, der gav tørre Pletter, men den Levevis for Brystet faldt. Da blev syrlig Mosel Yndlingsvinen, naar jeg valgte anden Drik end Vand, høstlig sval den flød bag Glassets Rand. Ogsaa den har tændt min Sjæl i Brand, men afklaret var jeg da: en Mand, der aad ikke Brød blot for Rosinen.

Venner! I gav Surdejg til mit Brød. Jeg slog op mer, end jeg kunde bage, jydsk var Kornet, kunde Hvermand smage, og af Lyngbaal Ovnen hed og rød. Jeg var ung og endnu grøn af Lød. Mestrene gav kandiseret Kage, skulde Kundekresen da beklage Sukkermanglen i det Værk, jeg bød. Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden, ikke én af Fagets Folk jeg kendte, aabned angst min Bod i Sidegaden. Men dèr var det, at det slemme hændte, I gav mig paa Surdejg Appetit, og saa gik Bedriften snart fallit.

Salt og Surdejg, bedske Krydderier blev mit Væsen og mit Kald en Tugt. — Ikke mange Folk ser noget smukt i de livsens-bitre Poesier. Men den kloge Mand er den, der tier, lige glad om Værket blot blir slugt af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt, og som hader Kling-Klang-Melodier. Han er Digter og kan ikke ænse, om han overskred den Smagens Grænse, som er gængs for dannede Poeter. Maaske saares alle hans Bekendte, men som Literaturens Dumme-Peter vil han ikke sine Laurbær hente.

Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa, om vi vikler os i Hensyns-Vævet; — men jeg véd, at vi har alle bævet, hvor de store Opgør forelaa. Men hver den, som paa Akkord vil gaa, naar det blir af Slægt og Omgang krævet, og som ikke faar sit Livsværk hævet op, hvor Himlen hvælves høj og blaa, han maa altid give Køb og lyve, han er Larven, der skal aldrig flyve sommerfugle-fri til Blomstens Kube. Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke, skiller al hans Kres i Faar og Bukke, er ham ene Vej til Sjælens Grube.

Kunst er Sandhed! I er begge sande. Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt, derfor staar I begge to som støbt, møder Grin og Svig med aaben Pande. I er Lys ud over plumre Vande, Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt, alt jert Arbejd bliver smærte-døbt og gaar derfor virkningsløst om Lande. Thi vi kender dansk Moral og Mode: — Kunsten er det skønne, ædle, gode i sødladen, smærtefri Servering ... Lad os Hyl i Harmonien blande: Kunst er ikke Tossernes Formering, Kunst er Liv — det dybt personligt sande!

Venner, I har levet denne Lære og før nogen rakt mig Broderhaand, Næring drog vi af hinandens Aand; hvor vi fulgtes, var der godt at være. Alt, vi leved, saa' vi Frøkorn bære, rodfast Egen skød af spinkel Vaand; skilte ad skal just vort Venskabs-Baand, fri for Egennytte, styrket være! Fyldt af Udvé følger hver sin Bane, Farten det er Livet, Kunstens Lods, lutret naar vi hjem til fælles Fane. Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl, er ej Slaver af hinandens Ros, derfor ses vi — og ser os i Spejl!

Kunstnere! Du Digter og du Maler! I, mit Hjærtekalds de bedste Venner, husker I, vi stod med bare Hænder henrykt rige under Kaldets Kvaler? — Vi har Hybler højt paa femte Sal'er, vi er Folk, som Livets Trængsler kender; men vi tror paa Lykken, naar det hænder, at rettidigt Lejen vi betaler ... Unge, grødefulde Foraarsfest, oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler, naar vi slog de mugne Idealer! Hver bar Skotøj efter egen Læst, fodfri blot, som luftige Sandaler, — hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!

Langt, langt borte fra den Vej, I gaar, har af Sten og Sne jeg bygt min Hule, Ravn og Rype — Fjældets Vinterfugle — deler trofast mine Sultekaar. Kan I huske vore Ungdomsaar, da vort Eje var en ringe Smule! — Aldrig dog som her i yderst Thule var jeg stædt i saa fortrykte Kaar! Heller aldrig var jeg rig som her: se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme og min Friheds Verdensherredømme, rigest dog ved dem, som jeg har kær, aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!