← Table of contents
Isblink

ENE DU —

Reading edition

Ene du, hvem ingen ænser, og som i vor skjulte Rede lider stille, naar jeg lænser langvejs bort for stormfuldt Vejr, ene du, hvem jeg har kær, har forstaaet hélt min Lede ved et Liv bag snævre Grænser. Og hver Gang mit Skib laa bygget rejseklart, til Langfart taklet, og vi troede, at Miraklet, det, der gør os lykkelige, skulde af mit Kølvand stige, naar jeg længselspint kom hjem, stod du rank, skøndt taaresmykket, pegende paa Kursen frem. Og jeg sejled, mens du vented, — o, hvor blev der frit omkring mig, rigt min Indsats blev forrentet, men, dit Liv blev mere trangt, ak, og jeg drog ikke langt, før det ramte som et Sting mig, at jeg havde handlet vrangt. Al vor bedste Ungdom glider, Aar er mellem vore Møder: jeg paa Rejse alle Tider, du tyet ind i Klostercelle, og det første Træk af Ælde ser jeg tegnet i din Kind, og jeg ser dig syg i Sind, — er det Hjærtet, som forbløder? Elskede! Tilgiv min Brøde. — Men jeg kan ej sidde rolig i en lun, tillukket Bolig, spise ved det samme Bord, læse kendte Genbo-Skilte, daglig sløves paa Kontor, slide alt mit Mod tildøde, faa de bedste Kræfter spildte — jeg maa se den hele Jord! Jeg maa ud, hvor Livet frister, Kamp paa Livet for et Maal, der gør Nerverne til Staal, — ikke dette ækle Klister af politisk-sociale og æstetisk-bindegale Diskussioner i det blaa, hvor man intet Slag tør slaa. Jeg er Storm. Og vildt forrevet mørkner Skyen mine Baner, sære Kurver blev beskrevet mod det Livsens Maal jeg aner. Du er Stille. Skyen svunden, Havet rént og klart til Bunden, hvor et frodigt Løvværk dølges. Storm og Stille de maa følges. — O, jeg gik og vented længe paa den store Storm derhjemme, som skal Friheds-Vejen sprænge, blanded tidt min unge Stemme i det radikale Kor, — men jeg skulde snart fornemme, at det alt var Ord, blot Ord! Og du véd, min Sjæl sig krymper ved at digte Brød til Huset, ved at omgaas hver en Stymper, der har lavet en Novelle. — Jeg vil mér end blot fortælle, jeg vil som de stærke Faa ud til Livets Handling gaa — ene ud i Bølgebruset. Ud — ja, ud i Verdens Blæst, ud, før mine Blade visner. — Og nu er jeg Polens Gæst, Vintren strænges, Kulden isner, Bjørnen nær min Hule lusker, Stormen vildt i Fjældet rusker — og jeg husker, o, jeg husker Storme, som mit Hjærte hærged, og som slog mit Mod med Pest. — Ishavs-Stormen den er bedst; har jeg bare Livet bjerget, bliver Livet mig en Fest ... Men naar jeg nu snart skal stænges af en dyb Polarnat inde, falde hen i lummer Ro, ingen Sol og ingen Sinde Bud fra dig, om du har Tro paa vort Gensyn og vor Lykke, jo, da véd jeg, jeg vil længes, ærligt ønske mig tilbage til vort stille Hjemlivs Hygge. Men jeg véd, jeg snart maa stage fra det grunde Vand min Baad ud igen til fredløs Færden. Og jeg véd, at ingen Klage røbe vil dit Hjærtes Graad, du min eneste i Verden!

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings