TEATER

Man har spurgt mig, om jeg savner Scenens Kunst, som hjemme bydes, og som jeg til Gavns har søgt. Nej! Jeg savner Aand og Kløgt, og jeg ækles ved de Avner, der som Kunstens Kerne nydes. Jeg har kendt en Hob Aktører og mangfoldige Aktricer i den sande Hjemmedragt, og jeg mindes med Foragt, hvad blandt dem man ser og hører — Scenekunsten bag Kulisser. Sur Misundelse var Præget, raa Kynisme Modersmaalet, falsk Elskværdighed en Norm, selv om tidt nok de har skraalet, svine-gryntet, faare-bræget højt om Kunstens Maal og Form. Og hvem af dem gør vel Fyldest: — kundskabsløse, aandsforladte, blottet for Kultur og Smag! Men de fraadser i vor Hyldest, er Nationens dyre Skatte, deres »Kunst« en Samfundssag. Nej — Gud fri mig for den Vaande atter at besé vor Scene med dens Pøbel og dens »Kunst«. Heller Sne og Is og ene end fra hver Avis indaande Scenegulvets mugne Dunst. — Da fra Galleriets Bænke ung og arm paa Sparepenge jeg de første Indtryk fik, kunde jeg gaa ene, længe gadelangs og gennemtænke alt med varmt begejstret Blik. Men min Drøm blev sønderflænget, da jeg naade i Parkettet og fik Teksten fra Sufflør: alt var grelt af Sminke plettet, alle Miner grimt forvrænget — og jeg kendte hver Aktør! Kendte mangen vigtig Blære, mange sløve Solderister, deres blinde Selvrespekt, deres tomme Tankekister og forlorne Pral og Ære, kendte — ak! — Den hele Slægt ... Men blandt denne simple Vrimmel stiger højt en ensom Søjle med et klassisk Kapitæl, stræbende mod Kunstens Himmel. — Mens de andre kun vil gøgle, skaber han ud af sin Sjæl. Disse faa og stolte Hjærter og den danske Scenes Hæder kan jeg ofte længes til: de har kendt de dyre Glæder, gennemlevet dybe Smærter, de er, trods Teatrets Klæder, Mennesker i deres Spil. Og jeg véd, at ses vi atter, staar I som hver Gang, jeg rejser, ubønhørligt kun jer selv, I har trodset Pøblens Latter, I er Søjler, og I knejser rankt mod Kunstens Himmelhvælv.