SEPTEMBER I „FJÆLDHULEN“

Jeg er saa glad for Solen, glad for September-Solen, den bryder uformodet frem af den tunge Sky, saa gul som Æggeblommen skinner den uindbuden, men hjærteligt velkommen gennem Tarmskindsruden ind i vort ringe Ly, bestraaler en tilsodet mos-fuget Sandstensvæg, gløder over mit Skæg, varmer mig dybt i Blodet og strejfer skælmsk Reolen — ja, for vi har en Bogreol, tre Pakkasse-Borde og en Stol. Ak ja, vort Hus er lille, beskedent Inventaret, stenhaard vor Soveplads, ingen bruger Madrats, — vi ejer jo ikke meget. Men her er Rum for os alle, frit Rum for frie Tanker, for hver personlig Mening, og Ordene er som forynget, thi Huset er vort eget, ved egne Kræfter bygget, af ingen Skatter tynget, ej heller truet og trykket af nogen Kreditforening — det eneste Hus, jeg har set, uden Prioritet! Dog: kunde man prioritere, til Mønningen prioritere den stadigt vedligeholdte barnligt selvejer-stolte Glæde hos Hulebeboerne, naar vi har Besøg af Bekendte og Venner blandt Eskimoerne og fester for dem i vor »Sal«, saa blev der Tilbud om Kapital, for den skulde nok svare Rente, — men det er nok ikke at vente ... Her er saa solskins-stille, saa høstligt højtids-stille, for en Naturtilbeder underfuldt fredsomme Steder: En af os sidder og maler Isfjældene, guld-bestrøde, en anden skæmtende taler med Folkene her fra Landet, selv falder jeg hen i Goethe, læser mig langt, langt bort, véd, hvad jeg gerne vilde, nu, da Dagen er kort og Aftenen mørk og stille. Jeg mindes en fjern Akkord og længes, kæreste du: »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.«

Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster, der trives paa »Længselens Ø«, blege er de som brystsyge Børn, der ligger og kan ikke dø. En Valmu, en Liljekonval og en blaa, som jeg ikke kender ved Navn. Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule; de ligesom fylder et Savn. Aa, men hvor er de dog faa og fortabte, i Sommer de straalede rent! Stormene slog dem nok skaanselsløst, og nu er det ogsaa sent. Ja — det er altfor sent for en Blomst at staa i den frosne Muld ... Bare der var nogle flere af jer, saa hele Hulen blev fuld!

Hvor er dog Havet mørkt i Dag som ved Decembertide hjemme. Nordvestens tunge Aandedrag kan gennem Væggen jeg fornemme. Koldt er her: Termometret Nul, Blæst stryger ind af hver en Sprække. Og dog! Hvor hyggeligt et Hul, mod Uvejr et velsignet Dække. Spæklampens muntre Flammeild flakker kærtegnende paa Muren, ude raser en arktisk vild Efteraarshærgning i Naturen. Lav rinder Solen, høstlig gul, hver Nat blir nye Stjerner tændte, visnet er Blomst og flygtet Fugl, kun Vintrens dybe Nat i Vente. Ude Orkan — men inde Fred, den lykkeligste Fred, jeg kender, naar Dag er endt, og Sol gaar ned, og alle Længslers Lamper brænder.

Den første dryssende Sne over de nøgne Fjælde og Frostens klingre Bjælde. Forbi den korte Sommer, Valmuer og Konvaller, Elvenes Draabe-Krystaller. Den nøgne Jord blev Is ved første Nattekulde, nu sover Kim i Mulde. Nu graver sig alle Mennesker ned i den lune Jord med alt deres Vinterfor. Borte er Narhvalstrækket, ikke en Fugl under Land, bare det mumlende Vand. Og ved de stejle Kløfter vaander sig Ræv og Hare inde i Saks og Snare ... Men til det store Mørke, klædte i Dyrehuder, bringer vi vore Guder: Hjemmets og alle Erindringers! — drøfter gamle Hændelser, kommer med sære Bekendelser, trevler vort Livsvæv op, de skøre, bristende Traade, brænder dem uden Naade, klæder os splitternøgne, kender til Bunds hinanden — dog bare til Afgrundsranden, bygger jo, hver især, et Ly for sit skjulteste Minde, hvor man er ene inde, ene — altid alene: en vanskelig Jord at dyrke, men Ensomhed giver Styrke ... Saa er da Sommeren død, og i det yderste Thule gemmer vi os i en Hule, er som et udflyttet Danmark varmet af hjemlig Sol her ved den kolde Pol, drømmer saa meget gammelt, higer mod nye Stier, tænker, taler og tier ... Luften er vinter-skarp. Mod Himlens lydløse Blaanen staar som et Genfærd Maanen. Fantastisk dødninge-hvide spejler sig fjerne Strande dybt i de dunkle Vande. En Gang i Tidernes Gry boblede disse Kyster af Moderjordens Bryster. Stivnet alle Tinderne gløder som Okker og Mønje op gennem Bræens Brynje. Om Milliarder af Aar vil da mon Isbræen smælte, Søjlerne sprænges og vælte? Vil da den signede Jord syde igen, før den daaner hen mellem livløse Maaner? — Ak, hvor usselig lidt selv den Viseste aner om vore Skæbnebaner. — Hvad véd jeg vel om mig selv: Er jeg et glødende Hjærte eller en udbrændt Kærte?