POLARNAT

Hvor skal jeg gøre af mig selv, hvad skal min Tanke sysle med? Hvordan forglemme Tid og Sted? Hver søvnløs Dag er uden Fred og drømmepint hver Søvn, jeg véd. Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne; det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne. Nu troede jeg saa vist, det gik mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig, og vi var mange Mil paa Vej, da Blæst og Mørke, Sult og Sne tvang os til Venderejsens Vé. Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme. Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme? Jeg lever blot i Kamp for Mad, opholder Livet som et Dyr, der ej den værste Føde skyr. Forraadnet er det Kød, jeg faar, mit Legem smudsigt, vildt mit Haar. Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres, de kreser bestandig om dig og Hjemmet — vort eget og vore Kæres. — Taalmodighed, Hjærte! Den svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.

Gennem goldt Polarnats-Øde gaar det vrede Vejr med Vælde, Mørket sukker, graat af Ælde som min Mor, der døde. Gennem Jordens Dunstkres tumler vildt Decembersneens Bølger. Tungt den frosne Havstok mumler om en Kval, jeg dølger. Paa de vejr-forbidte Strande har hvert ængstet Liv sig dækket, Stormen blot langs døde Vande tumler som forskrækket. Over Fjældets dystre Gavle ingen nordlys-blændet Stjerne — bare Livets evigt travle Lynglimt i min Hjerne. Uvejrs-slagen, pint af Brøde, mørkeskræmt, en fredløs Fange, mindes jeg min Mor, som døde: hun var ikke bange. Kunde jeg — en dødsdømt Evne — med din sikre Ro mig væbne! Men jeg elsker Livets Stævne, hader Dødens Skæbne, hader Rummets mørke Gaade, — urørt af vor Strid herneden hersker den og skal os raade i Al-Evigheden.

Der er i Nat saa tyst som fjernt, i det Minut, da lykke-pint mit Bryst fik Tvivl og Vægring brudt og skjalv, fordi det skulde Ordet sige. Min Stemme var som kvalt, og jeg fik ikke talt, blot rørt din bange Haand, men Hjærtets Helligaand nævnede tavst det uudsigelige. En Nat saa lykke-tyst, al Verden Fred og Hvil! Men det blir ikke lyst som den Gang i April, da vore Hjærter mødtes vaarberuste ... Jeg lider Længslens Véer hjem til lidt Dagnings-Skær, hjem til dit Lykke-Smil, som lyste i April den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.

Den stille hvide Vinternat med ringe Skel paa Dag og Kvæld, med ingen Genklang under Fjæld af Hundeglam og Piskesmæld — en lydhør, duftløs Time! Se, Maanen tændes blank og kold, og Himlen hvælver stjernesat, bag Nordlysbaandets Silkefold sit Skjold, mens alle Mindets Højtidsklokker kime. Snart ringer Hjemmet Julen ind. Min Sjæl, vær stærk: dit Højtidsværk skal tone fjernt fra Hjem og Jul i hvide Vinternætters Skjul, hvor ingen Granduft kendes. Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt mit længst aflagte Barnesind, jeg hører Højtidsklokkens Klemt forstemt og længes hjem, hvor Juletræet tændes. En hjemlig Jul, en uskylds-hvid med Englebud fra Himlens Gud, som da uprøvet jeg og stolt den gode gamle Højtid holdt, — den Jul, der kun er Minde ... Ja, hvilken Højtid, om jeg blot kom hjem nu ind mod Juletid og sagde En, hvis Blik er vaadt, lidt godt ... Ak, død er Julen og jeg selv sneet inde. Tavs er den hvide Vinternat, træt gaar min Fod, tungt slaar mit Blod, og se, hvor Maanen blank og kold som et fordægtigt Avind-Skjold har skjult min Lykkes Fjender. Er alt mit Liv da uden Værd? Udløber redningsløs forladt i Nattens blege Nordlysskær min Færd, mens alle Hjemmets Juletræer brænder? Velan, min unge Sjæl, vær stærk: den Vej, du drog, gør glad og klog, gør rig, trods Tab af Jul og Hjem, den Vej, du drog, er Vejen frem, den eneste, der frister. Og træder jeg mit sidste Skridt, og ænser ingen mer mit Værk, Liv har jeg levet, jublet tidt og stridt — ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.

Det er Lillejuleaften, det er Lillejuleaften, og et Brus af fjerne Minder jager Blod til mine Kinder, — dem, den fattige Polarnat havde bleget. Jeg er sær og syg til Mode, kunde gerne grædt og skreget over Smærter i mit Ho'de, for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel, og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ... Der er Taage over Fjældet, der er Slør for Aftnens Himmel, og jeg ligger, overvældet af de gamle Minders Brus, tavs i Angmalor'toks Hus. Det er Lillejuleaften, det er Lillejuleaften ... Hvordan lever I derhjemme? — Aa, om jeg dog kunde glemme — — Nøgen ligger jeg paa Fælgen, og min Vært, som ser mig lide, siger: »Det er vist paa Tide at faa givet dig lidt Foer!« Og jeg ser ham trække Bælgen af en Blaaræv, Dagens Fangst; den blir kogt og, Gud skal vide, jeg er slunken som en Slange, Gulvet er vort Spisebord, og jeg spiser, mens han viser mig den Gunst at nynne Sange, først et Par og siden mange; — men min Sult er stadig stor, og hans Kone spytter Spæk paa en optøet Narhvalshjerne, for hun under mig saa gerne denne lækre Juleret. Endelig blir jeg da mæt — og min Svimmelhed er væk, — Taagen med; nu har vi Blæst — og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst, mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst, nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ...

Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden. Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget, kan ikke være ude, ikke inde, min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde, og Vunder bløder, som jeg troede læged. Og rundt i Verden fejres Juledrømmen, og alle Hjærter næste-kærligt bløder. — Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder, og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen. Men der var Tider, da jeg ærligt troede paa Julens store Fredsbudskab i Folket, — forlængst har Verden Loven omfortolket, og Julen er nu blot en gammel Mode. Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde, er alle Menneskenes Millioner — men kun saa længe Klokken højtids-toner, Dagen derefter stjæle de og myrde ... Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde, thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ...

Nej, det er altfor skøn en Nat, og jeg kan ikke sove, Fjældkæderne har Linjer som danske Bøgeskove. Som Udhugst-Lysninger blandt Trær staar istids-fødte hvide Brær i sælsomt livløst Maaneskær — et Snitværk af Sølv-Filigran, som tier dødt. Her lever Pan ...

Jeg har saa ung en Glæde bare ved at træde mit Fodtrins lette Spor paa den sne-tilføgne Jord. Min Sjæl er tavs af Lykke, jeg kaster ingen Skygge i denne dejlige Nat fredfyldt og lysforladt. Min Hjerne har ej Tanker, og Livet ingen Skranker ... Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs, her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs.

Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader! Nu har vi Nyaar efter Almanakken, hjemme er Vrimlen en gensidig Takken, en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader, et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader, en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken, — aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken, da Luften blev mig kvalm i vore Gader ... Mit Nyaar nævnes aldrig i Kalender, det kommer uanmældt og uformodet en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder: de Stunder, da mit Selv sanddru erkender og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet, da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.

Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste, end ikke den usleste Busk finder Fæste, — men hjemme staar Graner paa goldeste Banke hvidpudrede ranke. Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe og lytter til flaksende Fuglevinge, jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier, jeg lytter og tier. Jeg har en Veninde, vi elsker begge at suse paa Skøjter langs klukkende Bække, og ud ad de barfrosne Veje vi gaar med Rimløv i Haar. Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet, maaske er mit Timeglas snart udrundet. Jeg sanser kun Mad, baade god og slet, og jeg er saa træt ...

Min Livskraft ligger i Dvale, alle mine Tanker er gaaet i Hi. Nu drager den store Nat forbi de slumrende Fjælde og Dale. Jeg ligger som dybt i Dvale. Min Sjæl er sløv som en Larve, den sanser ej længer sin vante Strid, den sover sig frem til Lysets Tid, hvor den skal faa Liv og Farve. Min Sjæl er en jordbunden Larve. Jeg tror, Genfødelsen kommer. Naar Vinterens Nattemulm er forbi, skal Larven blive sommerfugle-fri med al den flyvende Sommer. Jeg véd jo, Genfødelsen kommer.

Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje udblomstret og gold, mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje og Hjernen is-kold, skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet, min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets skyggende Løv. Mit Øre kan høre hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv, klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre, men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet: Jeg er kun et Frø, som skal dø. Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig til Kampmaalet naar? Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig, ublidere Kaar? Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler? Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed Ungdommen tabt? — Men bygge min Lykke paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt; jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge. — O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler, der angrer, at I gled forbi! Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling. Er Ungdommen klog? Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling og hensynsløst Sprog. Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes, da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende Slægts-Pietet. Jeg vilde ved stille udadlelig Flid vinde mere end sket. Først nu er jeg fri. O, men er det for silde forynget at leve de Drømme, som sendtes, da Haabet var sundt, Verden rundt!

Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter, ud til et blodrigt Liv i sære Egne, en Udvé, som gaar alle vide Vegne til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter, hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter. — Der er saa mange Præmie-Sjæle til, o, lad mig altid være ung og vild! Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«, min egen ranke Nakke ydmygt bøje — hellere med det lidet lade mig nøje end tækkes Krybet i en højere Sfære, hvor der er smitsomt for min Sjæl at være. Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare, o, lad mig altid være ung og Daare!

Der er ikke et Menneske, fjern eller nær, som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær, jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven, I véd, hvad jeg hedder, og hvor jeg gaar hen, men Driften, som hidser mig, kender I den? Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt. Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt? Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært, at Menneskelivet er bitterlig svært og Mennesket selv af omtvisteligt Værd. Jeg er i den vide Verden kun én, hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén, kun ene og ensom, en tillukket Grav, hvor strømmende Ord mine Læber saa gav, en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav. Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor, eller gemmer mig bort i det tavseste Nord, hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred eller higer mod Liv fra mit Skjulested, jeg er dog kun én i al Evighed. En venneløs gaar jeg i Fjendekrig, og fjenderig møder jeg Vennesvig, selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt, den Ven eller Fjende, der faar min Foragt — og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt. Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ, jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ, men ofte — og mest naar jeg rammes brutalt — da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt, men stærk er jeg bleven i godt som i galt.

Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned, naar jeg saa' et Insekt blive pint, naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder, og dens Hjærteblad skælvede fint. Jeg har været et fængeligt Tønder for hvad Skabningens Ringeste led, jeg har ødslet med Kærlighed. Jeg har næret min Pen med mit Blod, naar jeg skrev om al Menneskenød, om forskyldt eller skyldfri Elende og dens Véraab paa Retfærd og Brød. O, mit pulsende Blod kunde brænde, og min følsomme Sjæl fatte Mod, naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god. Det var den Gang, mit Hjærte var Ler og min Tillid til Menneske-Værd og min Tro paa mig selv uforfærdet, da mit Liv laa i morgenrødt Skær. Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet af de usle Bedrag, som det ser, og nu tror jeg paa ingen Ting mer. — Ja, en Gang har jeg inderlig grædt ved al Skabningens Kummer og Nag, men da selv jeg fik Pinslerne prøvet, tog jeg graadløs de grusomme Slag. Og nu taler mit Hjærte bedrøvet kun i dæmpede Aandedrag, men min Taare har rundet sig træt.

Jeg byder ej mit Venskab frem til Per og Povl og alle dem, der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin, men vandt du mig for dig og dit, saa bliver du mig aldrig kvit, da er jeg al min Levetid uforbeholden din. Og den, der kalder mig sin Ven, skal ærligt yde mig igen et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund, og han skal taale min Protest, naar han ej gir sig, sand og bedst, thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund. En Kvinde kan jeg ofre alt: min Daad, mit Hjærte, ubetalt, og alt kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst. Men Mand og Mand i Venskabspagt har samme Pligt og lige Magt, og han skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst. Men vandt du mig for dig og dit, og tør du tale hensyns-frit og elske mine Evner frem og kue mine Fejl, da bliver du mig aldrig kvit, da ejer du alt, som er mit, ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.

Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder, hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket, skal al Ting lykkes, maa der ske det Under, at jeg blir hundred-aarig og usvækket. Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder, hvordan blir Stammen trøsket da og knækket! Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse snigmorderiske Død af Sot og Syge, Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse i lunkent Sollys — hellere en Byge, lad bare Stormen piske, Regnen øse, og alle Lungepibere rejse og ryge! I brat og voldsom Død har helst jeg villet med denne dejlige Jord faa Afsked taget. Paa ét Kort sat mit Liv — jeg vover Spillet, men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget, og først naar alle Trumfer er udspillet, slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget. Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten, et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde, men aldrig skal jeg angre, at min Digten drog mig langt udenfor den alfar Glæde. Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten, o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!

Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod dybt i den jydske Muld, der var min Amme, Jordens Safter skal stige i min Stamme, forny mit Væv og nære mit Løv med Blod, — ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god. Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler det frodige Grønsvær frem af magert Sand, stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land. Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit og klamre mig som Marehalm til Bunden, at Havet ikke skal underskære Grunden, men bruse mig for Øje tro og frit, thi ene dette Hav og Land er mit!

Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige, hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret, for ham er Sol det selvfølgelige, men her i Pollandets Mørkerige, hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret, her faar jeg Solen smærtelig kær: nu véd mit Øje, hvad Sol er værd.

Giv mig Solen, aa, giv mig Solen og lad mig gense de danske Strande, hvor Natten skifter med solfyldt Dag, og Himlen spejles i dybt-blaa Vande, paa Marken Solsikken og Violen og Lyd af Kornlærkers Vingeslag. Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, en purpurglødende Morgenrøde bag Ferskenblomsternes hvide Lin, med sødlig Duft af en tropisk Grøde, af Oleanderen og Magniolen, af gul Orange og blaalig Vin. Giv mig Solen, ja, giv mig Solen, den skal fremelske Ungdom og Ynde, jeg længes vanvittigt langt mod Syd, dèr vil jeg aande og se og synde, jeg hader Natmørket her ved Polen og min Grav-Tilværelses golde Dyd. Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, jeg sidder længsels-pint her og bier. Hvordan er Verden? — fremdeles slet? Har Kunsten udklækket ny Genier, har Frihedskravet knust Kongestolen? — aa, hvem der bare kom hjem til det!

Vi har atter Maanetid og Gæsteri — ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! — Her er daglig et Par Slæder paa Visit, for vi ligger netop paa en alfar Sti, og her er en stadig livlig Bytten Koner, det er svært at skelne mellem mit og dit — akkurat som blandt de Kristnes Millioner! Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv, og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak, Husets allerbedste raadne Kød blir budt, og man skynder sig at proppe i sit Liv, mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak, og en høflig Vært gir Konen med til Slut, og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak!

Ja, lille søde Aini'nak, du spørger, om Kvinderne hjemme er ligesaa gode som her mod Nord og Mændene ligesaa slemme? Om Damer, lille Aini'nak, tør ingen sin Mening sige. Men Mændene er af et grumset Stof og ikke just elskelige. Jeg véd, at din Mand har slaaet dig, jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer, — aa, stakkels lille Aini'nak, hos os er der bitrere Jammer. Du havde vel været ulydig og nægtet ham, hvad han kan kræve, — hos os er der tungere Vaaben end den bare knyttede Næve. Det véd du jo, lille Aini'nak, snart læges din Smule Rift, men Mændene hjemme i Danmark de drypper i Saaret Gift. Vi saarer med Øjets Staalblink og Tungens bidende Odd, med smaabitte haanske Skuldertræk eller Tavshedens ætsende Braadd. Saa lever vi Side om Side, men dyrker dog hver sin Gud, vi vælger helst det dulgte Bedrag fremfor et ærligt Brud. Nej, kære lille Aini'nak, du, som er saa god og smuk, du kender ikke den Livsens Vé, der bæver i Kvindesuk. Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak, svarer den fremmede Herre: Kvinderne hjemme er bedre end her, men Mændene meget værre! Alene den lille Aini'nak, der er sky som en opskræmmet Raa, du er den eneste Kvindesjæl, jeg blandt dine Søstre saa'.

Vi grubler for meget og handler for lidt og hugger hverandres Livsgerning i Splinter, under Selv-Reflektionernes Mareridt vi leger og kriges med Vitser og Finter, men flytter os ikke et eneste Skridt, dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry. Tidt væmmes jeg ved at tænke med Ord, det er Tingene selv og ej deres Navne, hvoraf jeg vil fyldes — som Barnet, der tror uden at famle og føle og favne, thi Ord er Bedrag, den Naive er stor; mit slyngede, selv-reflekterende Jeg skal blive én eneste lige Streg. Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt, min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen, jeg sanser kun Tingenes egen Magt oprindeligt, ubevidst — Fjældet og Tuen — og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt; jeg vil ikke mere studere mit Selv, blot leve naivt under Himmelens Hvælv.

Nu stiger Lyset, Nat-Mørket brister, og Kulde-Gyset af Landet lister. Rødlige Buer af Dæmringens Straale dirrer som Luer bag Isblink-Naale. Paa Sletten blegner Skyggerne bort, Fjældryggen tegner sig skarp og sort. Tarmrude-Lyset taber sit Skær, — nu flygter Gyset, Dagen er nær.

Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver, raskt Farvel til dem, der bliver, Tak for alt og Tak til Alle: — se, dèr kommer En og giver mig en lækker Hvalros-Lalle, som han i sin Kødgrav fandt, den er Rejseproviant; og den største Tromme-Mand forærer mig en Narhvalstand ... — Afsked gør mig altid trist, jeg blir helt beklemt tilsidst; det er svært nok at forlade disse gode, altid glade, trofast hjælpsomme Eskimoer; — hvad jeg haaber end og tror, skal vi maaske aldrig ses ... — Det er rart at se sit Værk kronet af en fast, besluttet Viljesytring; den gør stærk: — jeg vil hjem, straks paa Minuttet! — Hør, der snakkes og der les, og jeg gir Signal til Spandet og er snart langt væk fra Landet ... Ja, nu gaar det atter hjemad, men det gaar kun trælsomt fremad, Maanen skjuler sig bag Taage, Strømmen skærer mangen Vaage, vi maa lejre os som bedst midt i isnende Sydvest. — Av, dèr »brændte« jeg min Næse, fire Fingre og en Taa, jeg har vaade Vanter paa — og et Ur, jeg skal aflæse, det er gaaet rent i Staa ... »Her maa ties, her maa bies«, jeg er bleven vant til Turen. Mens min Hud i Frost afsvides, støder Stormen fælt i Luren, men tilsidst er den blæst træt, i dens sidste Aandedræt krydser vi den sidste Bræ, gaar i Sne til over Knæ og naar i Melville-Bugten ud paa ny og let-kørt Is, hvor vi følger langs en Rende, — mere Kulde, mer Elende: i Kamikken stivner Fugten, Termometrets Kviksølv fryser — men den hvide Maane lyser gennem rimfyldt Kuldedis ... Det gaar fremad, vi naar hjemad, og vi slider, angst-befriet, hele Kuske-Kompagniet, dansk og fremmed, døbt og Hedning, elleve Mand om otte Læs, elleve Mand, tre Snese Hunde, lutter gridske Fraasemunde om det samme frosne Kød, — naa, vi lider ingen Nød, og vi nærmer os vor Redning, thi dèr henne bag et Næs kan Upernivik jeg kende! Og vi kappes. Frem paa Fronten, Sol er nær ved Horisonten! — Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn, Hundene blir rent beruste! — Stolte Time, da vi suste som en Flok kamplystne Børn hen blandt Isens vilde Kaos, — Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, — Bjørnene slap ikke fra os, snart laa to døds-harpunerte. Selv blev vi paa Kampens Sted, vi var hungrige og trætte, laa og aad os tungnemt mætte, den skrigvorne Mave fuld, Hund og Herre, — men desværre Hundene aad Skindet med ... Pyt! Med Skind og røden Guld, hvad er Guld mod Morgenskær: se, vi møder Solen her, se, derude staar den røde Solgud op af Vinterdvale, alle Iskrystaller gløde, — og vi gaar vort Hjem i Møde, og vi staar og ser og ser — længe — — og kan ikke tale — —