ESKIMOER

Straks da jeg hørte berette om Eskimoernes Sæder, væmmedes jeg ved de slette, kyniske Hedningeglæder, fordømte Flerkoneriet, de yndede Konebytninger og Madlavnings-Svineriet i temmelig hvasse Ytringer, fandt, at Aandemanerne drev et hæsligt Bedrag, og at Blodhævns-Vanerne var en forkastelig Sag. Men — som jeg leved iblandt dem og fik de fleste kær, hændtes det, at jeg fandt dem et smukkere Rygte værd, hændte det, at jeg satte deres uslebne Natur over vor egen glatte ofte forlorne Kultur. — Ikke at vi skal anvende disse hedenske Skikke, bare frimodigt erkende, at bedre er vore ikke, og at vi saa skal sætte os selv i Hedningernes Sted for at fælde det rette Skøn over Maal og Med, og at vi burde kigge bag egne Fordommes Mur, før vi fordømmer Skikke af fremmedartet Natur. Vi korser os over det syndige Liv i obskure Gader, men er næppe selv saa yndige Helgener, som vi lader. Over de andres Laster bander vi, saa vi faar Mulkt, eller bekæmper dem aabenlyst — og synder dog selv gedulgt. Men her iblandt de »Vilde« paa Jordens nordligste Kyster er intet standsmæssigt Skille, her følger enhver sine Lyster. Kan en dygtig Fanger forsørge mér end en enkelt Kone, er der ingen »Moral« at spørge og ingen Brøde at sone. Hos os kan kun én man binde gennem Præst eller Øvrighed, — saa holder man Elskerinde, hvad Gud og Hvermand véd. Hjemme spiser man Vildt, som raadner — en Modens Gaade —, da er vel Forargelsen spildt over Hedningens Levemaade. Man ækles over de Lus, der Liv paa hans Legem frister. — Hos os i hvert andet Hus snylter der Syfilister. Hjemme bærer vi Hatteflor, naar en af de nærmeste dør, klæder os sort det næste Aar — og lever dog Livet som før. Hvert Land taler sit Sørgesprog, har sit Begravelsesvæsen. Heroppe sværter man Øjenlaag og putter sig Renshaar i Næsen. Hjemme dyrker vi Fanden som straffende Gud for det onde, heroppe bor Bussemanden i Havet, hvor ingen kan bunde. Her tages det Barn af Live, hvis Slægt er til Graven fulgt, som ingen kan Næring give, som snart maatte dø af Sult. Men Jomfruen hjemme, der føder sit Barn i Jordemorens Gade, maa dyrt en Pengesum bøde for at dække over sin »Skade«. Maaske vil Barnet krepere af gennemført ussel Pleje, — saa er der jo intet mere, som røber Elskovens Veje. Og vi, som endnu fører Krige af den smudsigste Egennytte, bør ikke hysterisk skrige om Hævnmord i Hedningehytte. Det ene Folk er som det andet, det er Mennesker alle Vegne. Der er Kristne i Hedningelandet og Hedninger blandt Guds egne. Og hvad maa vi ikke taale af alle Lægprædikanterne, som er værre til at gøgle og skraale end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne. Ak — lad os da blot missionere blandt Grønlands sidste »fortabte«, Skikkene kan man polere, Sjælene blir som de er skabte. Og lad os bygge Butikker til Støtte for Salmesangen, saa faar den »Vilde« en sikker Genvej til Undergangen. Saa kan den kongelige Handel og Missionens Aarsberetninger servere den bitre Mandel i slørede Frase-Sætninger. Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg og Spækket til Lampetran — og sidder i Mørke og fryser selv og sulter sit Hundespand. Sidder og remser Bønner i Handelens Bomulds-Klæder — disse Naturens Sønner, der fødtes til frie Glæder! Ingen maa Koner bytte eller dræbe hverken Gamle eller Unge, — de lover det, men maa dog lytte til Naturens ærlige Tunge. Snart er de kristnede Vilde at se til som Munke i Kloster, nu synder de skjult og stille, bedriver Hor og fordriver Foster. Det gør deres Frænder mod Syd, som kristnedes af Hans Egede. Alverden skilter med Dyd, men hvor er dens Fraser afblegede! Den Vilde var sand i sin Last, og Lasten var alles i Fællig, — hos os blir hver Synder sat fast af dem, der hykler sig hellig. Men hellere Hedning og fuld af Synd og ærlig i alt sit Væsen end brovte med Kristendom, som er tynd, og saa tage Godtfolk ved Næsen. Nu, da jeg lever blandt disse foragtede Faar og fortabte, erkender min Sjæl tilvisse: vi er alle som Mennesker skabte. Det ene Folk er som det andet, det er Mennesker alle Vegne. Der er Kristne i Hedningelandet og Hedninger blandt Guds egne. Ikke at vi skal anvende disse hedenske Skikke, bare frimodigt erkende, at bedre er vore ikke!