Kapitel III.
Axel Thomsen translation
(Forklaringen.)
Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens Kontor.
Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:
»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde, paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr. og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres Ture gennem Byen — ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes bemærkelsesværdigt eller ej.
Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok adskillige Gange paa Vildspor.
I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente Genstanden i den og den Butik.
Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken gjorde mig alligevel lidt mistænksom.
Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus, hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.
Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist, der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige Anskuelser.
Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig, som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste Kabinet.
Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand: bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3—4 Minutter.
Det gik, som jeg ønskede.
Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg for' til Stokken — den mystiske, hule Stok — og fandt ganske rigtigt et Dokument —«
»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«
Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.
»— Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren det. »Tja — saadan er det.«
Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell! Hvordan —« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.
»Ja, ja — det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men —! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa? Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo forblive tavs og lade uvidende.«
»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig. De afbrød blot, før min Beretning var endt.«
Og han fortsatte med et Smil: »Jeg har givet D'Hrr. den nødvendige Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev Campnell og trykkede hans Haand.
»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. Nu er jeg overbevist!«
Ministeren fik Ret.
Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt, at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.
Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!