Kapitel II.

(Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)

»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som Kapellan!«

Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og alvorligt Ansigt.

Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:

»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra været en Gentleman's!«

»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«

Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.

»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min Datter, før De kom i mit Hus! — Ja vist! Min Datter har som Arv fra sin Moder — maaske ogsaa fra mig — betydelige Fortrin, der giver hende Ret til at stræbe langt højere end til — en theologisk Kandidat af Deres Art.«

»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«

»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«

»Har hun sagt det?«

Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares — en talentfuld Mand kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men kun en talentfuld.«

Kapellanen smilede atter.

»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«

»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og — ja, jeg siger det med det samme — De maa prædike paa Søndag til Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«

»Skal jeg prædike paa Søndag?« kom det forbavset.

»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid, desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af Dem. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«

Kapellanen bukkede og gik.

Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede Prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den altsaa være i Hænde senest næste Middag.

I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen.

Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?«

Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale.

»Hr. Carr —« stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt.

»Ja, Hr. Pastor?«

»Hm — hm — der er noget, jeg vil spørge Dem om!«

»Til Tjeneste!«

»Eh — æ — jeg mener — var det Deres egen?«

»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke — det vilde jo være slet og ret Bedrageri.«

»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«

»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte Kapellanen.

»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!«

Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa hos Kapellanen. Det var igen Pastor Dundas.

Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg.

»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?«

Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i Fremtiden.

»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt —?« Præstens Øjne skød Lyn.

»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!«

Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev pludselig som et Barn.

»Ja, jeg ved det, jeg ved det —« jamrede han. »Men hvorfor ... hvad har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?«

»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem, Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.«

»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første Overraskelse.

»Ja, det er jo en Aftale.«

Præsten rystede energisk paa Hovedet.

»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad skal jeg arme Menneske gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var grædefærdig. — »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage Mimi i Guds Navn ... De er jo talentfuld ... tage hende og lade os hjælpes ad ...«

Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst.

»Og De synes, det er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«

»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. »Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er Menigheden til Efterfølgelse.«

Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for en Gangs Skyld gjort Lykke.

Carr og Mimi beholdt hinanden.