Kapitel II.

(Det sære Møde.)

Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.

»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du se?«

»Hys—s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«

»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre, derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«

Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.

Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og hen til Manden.

Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte Haand.

»God Dag, hvordan har De det?«

»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...«

»Kan De maaske ikke huske mig?«

»Huske? Næ—æ—«

»Jamen prøv!«

Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.

»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot.

Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.

»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«

»Damperen — New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at være brudt ind i Damesalonen.

»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede Bryn.

Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik et Lys op for ham.

»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet, han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske mærkværdigt —«

»Ligner Deres Broder da Dem?«

»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue, vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret. Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i Drømme og hørt ham tale ...«

»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.

Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld Dagligstue paa 1ste Sal.

»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet til Sæde.

Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske Rejsende.

»Ja—a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og hentede et stort Billede ned fra Væggen.

»Her er det! Ligner han mig?«

Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.

Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa, det ikke er Dem selv?«

»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i en saa vigtig Sag? — Nu skal De selv se —!« Og han hentede endnu et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var ham selv.

Pavse.

»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set Mage til sligt.«

Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.

Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.

Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde, fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.

Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.

»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da han selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.

»Hvad betyder dette her? Hvad vil De mig?« tordnede Stanton.

Ægteparret skyndte sig bort.

»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ... Saa, følg nu med!«

De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste sig i Døren, blot i en anden Dragt.

Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.

»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog Mennesker!«

»Naa—aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var Efterforskningen sket kort efter Landgangen.

Den fremmede stirrede paa Stanton:

»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa —? Ja — ja?« Han vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i Mindelighed. Hvor meget vil I have?«

De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.

»Skal vi sige 500 Kr. til hver? — Saa, slip ham nu! Herregud, er det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom! Her er Pengene!«

»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«

»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton godmodig nok til at svare.

»Og Nøglerne?«

»Her!«

Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler i Pengekassen.

»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«

Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig — Pengene overvandt Pligten. Nølende sjokkede de af ...

Men den mystiske Tyveknægt triumferede.

Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen, ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.

Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en sandfærdig og spændende Tildragelse.

Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en tarvelig Opdigtelse.

»Ja, ja, men hvis De nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde der saa være sket?« spurgte Fortælleren.

»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg — forklædt og maskeret — den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre Gentlemen.«

»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa pudset Broderen — Tyveknægten — derop, naar De slet ikke var hans Broder —?«

Detektiven smilede.

»Tror De det var Vanskeligheden?« svarede han.

... Saa kom Turen til ham.

Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie: