Kapitel I.
Axel Thomsen translation
(Paa Havet.)
Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.
Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte aabnedes.
En høj, slank Mand kom ind.
Hvem var det?
Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og skægløst, men Øjnene sorte som Kul.
Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.
Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:
»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«
Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage, lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.
Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.
»Naa, ja — hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget mærkværdigt i den hele Beretning.
Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun Kaptajnen.
»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ. De er bare søsyg!« spottede han.
Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.