Kapitel I.

(Overraskelsen.)

»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«

Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende Tanker.

»Hvad ... Goddag! Er De her?«

Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.

»Frk. ... Frk. Dundas?«

Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.

»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«

»Jeg kom i Gaar, Frøken!«

Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:

»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«

»De er — er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste straks, anede ikke, De boede her og allermindst, at Deres Fader var Præst, end sige min egen Sognepræst.«

Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen ledet over paa andre Emner.

»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«

Carr smilede lidt bittert.

»Kan De huske Pastor Jorvis? Han er ikke Taler, og han sætter ikke heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«

»Ja, det ser jeg unægtelig.«

»— Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en Taler ...«

»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der undertiden næsten kan minde om Dem.«

»Saa—aa?«

Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til Maedenham.

Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.

Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.

»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil jeg gerne helt have fri.«

Kapellanen bukkede.

Nu kom Fruen ind.

»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en Hukommelse!«

Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner i Præstegaarden den Dag.

Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var eftersendt fra Cranleigh.

»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her dog foragte mig! Og Mimi — ja, hun mest af dem alle ...«

Resolut lukkede han Brevet op:

»Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.

Deres ærbødige Cook & Sable.«

Kapellanen rev Brevet i Stykker.

»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre. »Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne — hm!« Papiret i Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet 1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst, bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen Tid til Forberedelse!«

Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl om Pastor Dundas Popularitet.

»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«

»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa vidunderligt.«

Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.

Nu nævnede Dundas Teksten.

Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt lærerigt altsaa!

Prædikenen begyndte.

Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«

Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:

»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«

»Ja—a, jeg ved skam ikke.«

»Mellem os — hvad mener De om min Prædiken?«

»Jo—o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«

»Ja Foredrag — men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er altid et af mine Principper.«

»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er sandelig en Karakter!«

En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.

»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage holdt i Cranleigh.«

»Naa, det tror jeg ikke!«

»Ja hvorfor ikke?«

Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til Præstegaarden.

Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans Værtinde ind.

»Ringede De?«

»Næ—æ.«

Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?«

»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa skyndte han sig atter til Kirken.

Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten meddelte ham det.

»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde ventet mig mere, Hr. Carr!«

— I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund det almindelige Samtaleemne.

»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.

»Saa—aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.

»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b. m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.

Pastoren talte videre.

Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.

»Hvem er det?« lød det barskt.

»Det er mig!«

Nu saa han, hvem det var.

De stod lidt tavse.

Carr rakte hende tøvende Haanden.

Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.

»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens Datter ...«

»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny Kapellan ...«

»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi —«

Han drog hende til sig og kyssede hende.

»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i Mørket?«

Ja, hvad gjorde hun dog?