Kapitel II.

(Den værdifulde Hale.)

Det var atter Grev Campnell.

Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at telefonere til Herredsfogden.

Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel til Herredsfogden og beder ham hjælpe os —«

»Før eller efter Brevet er fundet?«

»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.

»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!«

»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«

»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:

»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«

Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv havde lavet.

»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.

»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende. »Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...«

En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens Arm.

»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! — Gaa Du blot, lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal komme ned og lave en bedre om lidt!«

Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben kunde bære ham.

»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan læse.«

»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at jeg er Tyven?«

Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.

»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da Papiret var fundet.«

»Hva—?«

Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.

»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. De har væltet Deres Gummiflaske!«

»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?«

»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet — og paa Deres Ærme. Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«

»Naa ja — og hvad saa —?«

»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De selvfølgelig ikke haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget det. De har tabt det ganske kort efter — herude paa Gangen, hvor Roland legede, og hvor han netop har fundet det, og i bedste Tro lavet Dragehale deraf. — Til yderligere Betryggelse vil De forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«

Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav med Et Detektiven Ret.

Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de 2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp ingen Naade og Forestillinger.

En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste Muligheder«.