Kapitel I.

(I Udenrigsministeriet.)

Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.

Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til Kontorchefen, Kammerherre Horsam.

»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«

»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«

»Ja—a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen: »Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas Regeringsbefuldmægtigede«.

Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.

»I det Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«

»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand —. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi tvivler lidt om, det altid har været hans Navn.«

Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«

Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.

Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager, hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til at skaffe ham den.«

Dermed tav Kammerherren.

»Ja ja — det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads er Tyven.«

»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme i Audients.

De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden. Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«

»Hvornaar fandt det Sted?«

»Det er ikke en Time siden!«

»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt af Caracas Repræsentanten endnu.«

»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig Meddelelse.«

»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«

»Aa — en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde herkuliske Kræfter.«

»Og den anden?«

»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«

»Hvor bor Panama Fyren?«

»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers. Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig Kundskab om Traktatens Indhold, vil vi faa store Ubehageligheder.«

Detektiven rejste sig for at gaa.

»Naa, Hr. Greve — hvad vil De saa gøre?«

»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«

»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den straks, hjælper De os. Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.«

»Selvfølgelig.«

Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig staaende.

»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten helliger Midlet?«

»Hm —?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi ikke.«

»Aa nej — saamæn.«

Detektiven gik med et Buk.

Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover saamæn det værste —!«

Og han fik Ret.