Kapitel III.

(»Diplomaten.«)

Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at besøge sin Kollega fra Panama.

»Har Du travlt?«

Panama Diplomaten svarede ikke.

Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.

»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?«

En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis!

Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus styrtede ned mod Gulvet.

Den anden stirrede forvirret.

Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig forvirret omkring.

»Er Du daarlig, lille Jim?«

»Er Du her endnu, dit Afskum!«

»Ja, naturligvis er jeg her.«

»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.

Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder:

»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren, drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen.

»Hvorfor lukker Du Døren?«

Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige Opførsel.

»For at forhindre Dig i at komme ud — denne Gang kan Du vel ikke benytte Vinduet.«

»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det med et voldsomt Brag.

Saa stampede han i Gulvet:

»Frem med Sproget! Har Du taget den?«

»Hvad for en?«

»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget Traktaten?«

Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i den andens Udseende.

Han blev uhyre ivrig med et:

»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer Du med den!«

Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra.

Til sidst greb han en Revolver og truede løs.

Caracas Diplomaten afbrød:

»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem os!

Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. Du svarede: jeg skal skaffe den! — Jeg skulde saa efter Aftalen tale med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.«

»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad Vinduet!«

»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget Vindue.«

»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?«

»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«

»Nej, ved Du nu hvad —!«

Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved, indtil de sloges som Rasende.

»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«

»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg —«

Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.