Kapitel II.
Axel Thomsen translation
(I Gæstgivergaarden.)
Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.
I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne.
Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at bringe Fangen hen til sig.
»Vil Du have noget at spise?«
Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.
»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«
Den unge smilte: »Er De en kejserlig Officer? Det mærker man ikke. De er Slagter, er De!«
»Hvad siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«
»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«
Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt nærmere.
Skægget gik af!
»Hva' —?«
Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det hele berusede Korps.
»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden ud: »Nu Haaret den samme Vej!«
Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar og trak til.
Men da han ikke mødte den Modstand, han — trods alt — havde ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet.
I næste Øjeblik var han atter oppe.
»Hvad Pokker —?« Maalløs stirrede han paa Grev Campnell. »Det er jo — det er jo en Dreng!«
Fangen lo. »Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.«
»Er — er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde bringe i Sikkerhed ...?!«
»Nej, men hans Søn!«
»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du har narret os altsaa! Hvad skal de Kunster betyde?«
»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden, og Far behøvede kun et lille Forspring for at være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans Rolle. Jeg gættede nok, De ikke havde hans fuldstændige Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod mig fange.«
»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede ude af sig selv i Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. — — — — —
— —
Men da skete det mærkværdige:
De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu endelig var det lykkedes.
I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet, sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder.
Forvirrede stirrede de paa ham.
»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!«
Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.
»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede Anføreren.
Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell resolut slog til Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i Salen.
»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen. »Hvis den Knægt slipper ud, skal I blive hængt alle som en.«
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen:
»Er August Campnell her?«
Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik.
»Ja Far, her er jeg!« raabte Grev August.
Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater! Hurra! Hørte I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har vi dem, baade Fader og Søn!«
»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen begynde!«
Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ...
Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....
Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone — Værtinden — kom ind med en Lygte.
»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han —?«
Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa saarede og blødende.
»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede! Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de Pjalte og kommer saamæn ikke igen.«
»Med vore Heste!?« skreg Anføreren op med en Ed.
»Deres? Var det Deres?«
Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget var tabt. Han var ædru nok til at indse det nu.
Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte et Brev, »fra Kæresten,« mente hun. Det var fundet paa Køkkenbordet.
Han rev det op.
Der stod:
»Kejserlige Løjtnant!
Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring — mit Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres
August Campnell.«