Kapitel II.

(Uhyggeligt.)

Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i Marken og stod tidlig op.

Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.

Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud, fortvivlet over al den lærde Snak.

Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og gik videre med Diskusionen.

Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han et Skrig fra sig af Angst.

Lane vendte sig om.

»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var nemlig intet at se.

»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ... jeg synes saa bestemt, der igen var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over Højen derhenne.«

De stod lidt og ventede ...

»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom — nu gaar vi videre.«

Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en Tid — saa maatte han vende sig om igen.

»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr efter os paa alle fire!«

»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld ingenting mærke.«

De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.

Men der skete intet.

»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«

»Næ — men —« han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af Forfærdelse.

Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste Fangedragt.

Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.

De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.

Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.

Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.

Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede forpustet.

Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som intet.

»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt —«

»Aa, De skal nok faa det varmere —« kom det forbitret.

Gray fortsatte og rejste sig op:

»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati —«

Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.

»Ha—a—a—a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«

Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt ... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter. Benklæderne naaede kun til Knæene, dér kom de bare Ben frem. Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt!

I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.

»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer —?«

»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os ... De kan faa alt, hvad vi har.«

»Penge — føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En — to —«

Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.

Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.

»Vesten med!« brølede han.

»Jamen, kæreste Herre —« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være fri?«

Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os ikke skændes, det hjælper slet ikke.«

Der var ingen Udvej.

De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar Skjorte og Hat.

»Hm—m —« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«

De adlød instinktsmæssig.

Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende Ord.

De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en Overraskelse.

Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste Skjorte ...