Kapitel I.

(Da Fjenden kom.)

Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort efter Krigen brød ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen — vor Detektiv — var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og velvoksen Fyr.

En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og fortvivlet kom ham i Møde.

»Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far — —« Hun brast i Graad.

»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!«

Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han flygte bort fra Landet, tilbage til England. — Aa August ... kunde han blot faa en Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes ... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!«

»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen.

»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«

Den unge Grev August kyssede Moderen.

»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot først kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Søn!«

Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit Værelse. Han samlede nogle Sager sammen i et Tørklæde, og med dette i Haanden listede han atter ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr aabnede han Bylten ...

Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer kom ridende nede i Alléen.

»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et Sted!« kommanderede Anføreren.

De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin Hest og gav et Glædeshyl fra sig.

»Der er han! Der staar En bag det Træ!«

Og virkelig! Anføreren saa det selv.

»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel.

Hele Troppen ladede, parat til at fyre.

En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og uredt som dens, der boer i Landflygtighed.

»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!«

»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din Tunge, dit Uhyre af en Rebel!«

Men Rebellen rynkede Brynene:

»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château Campnell!«

Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din politiske Svinemikkel!«

Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!«

Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne kom farende ind i Fruens Kabinet.

»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ... nede i Alléen.«

»Hvad siger De —?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte gribe om hende.

»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?«

Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set: Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med.

Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt.

»August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa er alt Haab ude!«

Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig mer.

»Esther! Esther!«

Stemmen kom fra det aabne Vindu.

Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt.

Det var Greven selv.

Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig —«

Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig skjult som en Fredløs.

».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte og græd paa samme Tid.

»Jamen, saa maa det jo have været August! Aa min tapre, kære, velsignede Dreng.«

»August? Har August ...«

Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie. Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa —

Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at maatte tale med Fruen.

Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!

Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.

Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk — det, Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld — havde han ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.

»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig glemme Dig ... Dig er det, som redder os!«