Kapitel II.

(Hos Panama-Repræsentanten.)

Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse ovenpaa. Det var det Hele.

Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:

Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter, fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.

Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:

»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.«

Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne. Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo ikke! Ja—a forsøge kunde man jo ...«

Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig rejst.

Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande.

Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse, begyndte han:

»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad Vinduet og gebærder Dig saaledes?«

Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk Accent:

»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«

Joachim — Panamagesandten — saa sig forvirret om.

»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa Gaden.«

Caracas Manden lo blot.

»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til en Stol?«

»Du er dejlig, saa uskyldig — ikke?«

»Er det Traktaten, Du mener? — Jeg skal være ærlig overfor Dig, Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen igen.«

»Eller nu med det samme, hvad?«

»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne —«

Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.

»— Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i Gratiale for al hans Ulejlighed?«

»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende Tone.

»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede Sprog.«

»Hvor er den da?«

»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...«

»Hvor er den, siger jeg?«

»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?«

»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er, faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede atter med Revolveren.

»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...«

Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de forskellige Sager i Værelset.

»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg om Hjælp; saa er Du færdig«.

Den anden undersøgte uforstyrret.

Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand.

Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille ...

Chloroformen havde virket.