Kapitel II.

(En fortrolig Samtale.)

En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus, var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt Ærinde.

Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private Kontor.

»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge Beslag paa Deres Dygtighed.«

Greven bukkede.

»Igen Tyveri?«

»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de Skyldiges Navne.«

»Disse Navne ønsker De altsaa?«

»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der foregaar bag dets Ryg men —« han saa alvorligt paa Detektiven, »rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er underrettede.

Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De — Midlerne er Deres — forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.

Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig tydeligere?«

»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave —!«

»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet. Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket, det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem! Landet og Officers-standen kompromitteres —« Ministeren slog i Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det maa ikke ske!«

»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De Mistanke til nogen bestemt?«

Ministeren trak paa Skuldrene:

»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer, saadan er det jo altid.«

»Ja vel. Men derud over?«

»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«

»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om det.«

Ministeren nikkede.

»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer her?«

Den adspurgte rystede paa Hovedet.

Greven betænkte sig lidt.

»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede. »For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«

Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.