SYVENDE SCENE.

Hans Lauritsen. Ambrosius.

Hans Lauritsen. Goddag. Ambrosius!

Ambrosius. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? (omfavner ham.) Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer du lige fra Kjøbenhavn?

Hans Lauritsen. Ja, og jeg reiser strax videre.

Ambrosius. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør Gjengjæld.

Hans Lauritsen. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt Tid.

Ambrosius. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. (Han trækker Flasken op og skjænker.) See her, hvor den spiller i de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa dufter den—aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da aldrig at komme over, den var for høi for mig.

Hans Lauritsen. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! (Han viser Ambrosius et Brev.)

Ambrosius. Et Brev til mig! Fra hvem?

Hans Lauritsen. Ja gjæt engang!

Ambrosius. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, siden du er borte.

Hans Lauritsen. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle Velynder, Professor Holberg.

Ambrosius. Holberg! Er Brevet fra ham? (Han faaer det og betragter Udskriften.) Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig endnu paa mig—paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld? Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen Anden—mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget Andet af ham end en simpel Sanglærke—hører han det! Gud være med ham! Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"—Og han har tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?

Hans Lauritsen. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked.

Ambrosius (læser). "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin examen theologicum, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller domicilium for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig Middel til at cultivere—hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans omflakkende Levnet—men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede Ludvig Holberg." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve længe og skrive mange Comedier endnu!

Hans Lauritsen. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see paa dem—for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?

Ambrosius. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op igjen.—Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har at gjøre mig.

Hans Lauritsen. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp absolvere den theologiske Examen.

Ambrosius. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge mig?

Hans Lauritsen. Det kan du takke Professor Holberg for, som har rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at "Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du seer saa alvorlig ud med eet?

Ambrosius. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?

Hans Lauritsen. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter.

Ambrosius. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.

Hans Lauritsen. Naa, ja—ja da, saa i Overmorgen.

Ambrosius. Heller ikke i Overmorgen.

Hans Lauritsen. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at geleide ham.

Ambrosius. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.

Hans Lauritsen. Kan du ikke ... hvad skal det sige?

Ambrosius. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; hvorfor skulde jeg saa reise?

Hans Lauritsen. I din Stilling—som Skriverdreng? Det er ellers en beskeden Lykke, den.

Ambrosius. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, du før talte om.

Hans Lauritsen. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker Andet under.

Ambrosius. Hvad skulde det være?

Hans Lauritsen. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?

Ambrosius. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

Hans Lauritsen. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.

Ambrosius. Om hvad?

Hans Lauritsen. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

Ambrosius. Elskov...! Og du er vidende om det, som jeg knap har tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende.

Hans Lauritsen. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!

Ambrosius. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.

Hans Lauritsen. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange dig i sine Snarer.

Ambrosius. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!

Hans Lauritsen. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig.

Ambrosius. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see hende og høre hende tale—intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.

Hans Lauritsen. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

Ambrosius. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

Hans Lauritsen. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

Ambrosius, (heftig). Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig ... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, end jeg har Kaft til at yde....

Hans Lauritsen. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister!

Ambrosius. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

Hans Lauritsen. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart være udbrændt.

Ambrosius. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort—jeg ønsker ikke bedre.

Hans Lauritsen. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve længe og fattigt, hvad saa?

Ambrosius. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand og gode Dage.

Hans Lauritsen. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.

Ambrosius. (slaaet). Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?

Hans Lauritsen. Men der kan være Andre, som har samme Magt.

Ambrosius. Troer du?

Hans Lauritsen. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.

Ambrosius, (usikker). Idag, siger du ... men Baronen er jo netop bortreist og ... Hans Lauritsen. Naa ja, saa skikker du ham en skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.

Ambrosius. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.

Hans Lauritsen. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit sidste Ord?

Ambrosius. Ja.

Hans Lauritsen. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!

Ambrosius. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?

Hans Lauritsen. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, bitterlig ondt.

Ambrosius. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen ... (bevæget.) Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan ikke Andet! Og lev saa vel!

Hans Lauritsen. Lev vel!

(De omfavne hinanden, Hans Lauritsen gaaer.)

Ambrosius (ene). Elleskudt!... Ja, siden jeg hende først saae!

(Tæppet falder.)