ANDEN SCENE.
Reading edition
Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen.
Jørgen (i Døren.) Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.
Peder. Ja men det gjør jeg ikke.
Jørgen. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele Indtægten af Embedet ... i det første Aar.
Peder. Hele Indtægten?... Ja, men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
Jørgen. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?
Peder. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den Skriverdreng.
Jørgen. Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne Ansigt.
Peder. Men det første jeg træffer ham....!
Jørgen. Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en duelig Person.
Peder. Hvad er det da for en Person?
Jørgen. Herregud, lille Peer, det er jo mig.
Peder. Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?
Jørgen. Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa lovet at gjengjælde mig.
Peder. Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
Jørgen. Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.
Peter. Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa komme ind til Baronen.
Jørgen. Bi lidt, skal jeg melde Jer.
(idet han vender sig, træder Ambrosius frem.)
Ambrosius. Den naadige Herre er ikke tilstede.
Jørgen. Hvad! Staaer I her og lurer?
Ambrosius. Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.
Jørgen. Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre Bestillinger?
Peder. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!
Ambrosius. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra Kjøbenhavn.
Peder. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt Foden i Kjøbenhavn.
Ambrosius. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.
Peder. Er jeg?
Ambrosius. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.
Peder. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han mig for en Anden.
Ambrosius. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?
Peder. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.
Ambrosius. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?
Peder. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.
Ambrosius. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?
Peder. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.
Ambrosius. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en Pandekage?
Peder. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!
Jørgen. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!
Ambrosius. Er det ikke Jer, som er en Hane?
Peder. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!
Jørgen (holder ham tilbage). Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.
Peder. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg!
Jørgen. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer.