SJETTE SCENE.

Hans Lauritsen. Bodil.

Hans Lauritsen (i Baggrundsdøren.) Nei, her er heller Ingen. (Han træder ind, Bodil følger.)

Bodil. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i Bibliotheket.

Hans Lauritsen. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i Eenrum, før jeg reiser videre.

Bodil. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!

Hans Lauritsen. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.

Bodil. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.

Hans Lauritsen. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre for.

Bodil. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ...

Hans Lauritsen. Og det er?

Bodil. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi her er ikke godt for ham at være.

Hans Lauritsen. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?

Bodil. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men det fik være det samme, naar blot....

Hans Lauritsen. Naar blot?

Bodil. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.

Hans Lauritsen. Hvorledes det?

Bodil. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.

Hans Lauritsen. Skulde det være muligt?

Bodil. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant skulde hænde den gode Ambrosius.

Hans Lauritsen. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo heller—og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin Tjeneste og reise herfra.

Bodil. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.

Hans Lauritsen. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.

Bodil. Ak, allerede!

Hans Lauritsen. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, Bodil! (Bodil ud, et Øieblik efter Ambrosius ind.)