FEMTE SCENE.

Geheimeraadinden og Jørgen (komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)

Jørgen. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.

Geheimeraadinden. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.

Jørgen (giver hende Bogen). Jeg takker underdanigst.

Geheimeraadinden. Intet at takke for.—A propos, mig syntes, han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... Skriverkarlen?

Jørgen. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.

Geheimeraadinden. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?

Jørgen. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ...

Geheimeraadinden. I Sang og Musik.

Jørgen. Ja—nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.

Geheimeraadinden. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?

Jørgen. Ikke meer end een Gang om Dagen.

Geheimeraadinden. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne Skriverkarl? Hvor stammer han fra?

Jørgen. Fra Gummerup, Eders Naade.

Geheimeraadinden. Gummerup?

Jørgen. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans Fader er Skræder.

Geheimeraadinden Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?

Jørgen. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig vide, hvor langt han kan komme.

Geheimeraadinden. Og han musicerer og promenerer hver Dag med Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, (fornem.) Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!

Jørgen. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.

Geheimeraadinden. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham

Jørgen. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?

Geheimeraadinden Ikke for Øieblikket.

Jørgen (afsides.) Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke rigtig—jeg tænkte det nok.

(Jørgen ud til Venstre.)

Geheimeraadinden (alene.) Han er en malicieux Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv en passager Interesse har sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen Tid at spilde.—Ah, er du der, Claus! det var godt.