SYVENDE SCENE.

De Forrige. Baronen (ind fra Høire).

Baronen. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og besee min Planteskole?

Geheimeraadinden. Med største Fornøielse. Det vil være mig af særdeles Interesse.

Baronen. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?

Geheimeraadinden. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende imøde, som er ude at promenere med ...

Baronen. Skriveren—jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er en honnet og vellært Person.

Geheimeraadinden. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er mere magtpaaliggende?

Baronen. Hvorledes mener Eders Naade?

Geheimeraadinden. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.

Baronen. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.

Geheimeraadinden. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min Søns Permission desuden udløben.

Baronen. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?

Claus. Et Par Gange har jeg berørt det—med al mulig Delicatesse naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.

Baronen. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver det.

Geheimeraadinden. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og egne Vegne, (til Claus:) Det er bedst, du strax opsøger Abigael og meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.

Claus. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa Kjærlighedens Vinger. Au revoir! (ud til Venstre.)

Geheimeraadinden (seer efter ham). Den kjære Claus! Saae Baronen, hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?

Baronen Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man veed Pinedød ikke, hvad man faaer—det er min Troesbekjendelse. Denne Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.

(Begge ud til Høire.)