ANDEN SCENE.

Abigael. Geheimeraadinden.

Geheimeraadinden (kigger ind ad Døren til Venstre). Er den naadige Frøken alene?

Abigael (neier) Til den naadige Frues Befaling.

Geheimeraadinden (ind). Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...

Abigael. I selv?

Geheimeraadinden. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i sligt et stateligt Huus?

Abigael. Saamænd, det kunde være artigt nok.

Geheimeraadinden Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet Huusgeraad?

Abigael. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.

Geheimeraadinden Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du bedst?

Abigael. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende.

Geheimeraadinden De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer kjørende—prægtige Vogne med gallonerede Lakaier—kanske somme med Løbere foran.

Abigael. Med Løbere, siger I?

Geheimeraadinden. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?

Abigael. Hvilke unge Folk?

Geheimeraadinden. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig og Claus naturligviis.

Abigael. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i Tiden.

Geheimeraadinden. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?

Abigael. Ja, hvem kan vide?

Geheimeraadinden. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.

Abigael. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari.

Geheimeraadinden. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.

Abigael. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

Geheimeraadinden. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let.

Abigael. Ja ... Kjærlighed. Geheimeraadinden. Tvivler du om, at han bærer Kjærlighed til dig.

Abigael. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.

Geheimeraadinden, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, naar det skal være.

Abigael. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for meget.

Geheimeraadinden. Hvad mener du?

Abigael. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

Geheimeraadinden. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.

Abigael. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.

Geheimeraadinden. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.

Abigael (smilende). Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.

Geheimeraadinden. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu frygter han....

Abigael. For hvad?

Geheimeraadinden. For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet ud.

Abigael. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som siden.

Geheimeraadinden. Altsaa samtykker du?

Abigael. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert Øieblik.

Geheimeraadinden (afsides). Skriveren! (høit) Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme.

Abigael. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.

Geheimeraadinden Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie.—Og hør, à propos om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.

Abigael. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.

Geheimeraadinden. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose klæder dig smukt!

Abigael. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand Natten over.

Geheimeraadinden. Du skulde sige ham det idag—Skriveren mener jeg—at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.

Abigael. Hvorfor ... nei, det behøves ikke.

Geheimeraadinden. Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus—din Claus—med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig Skriveren. Adieu, ma chère! Au revoir!

(Hun gaaer ud til Venstre)