NIENDE SCENE.

De Forrige. Junker Claus (fra Baggrunden).

Claus. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.

Abigael. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan Monsieur Ambrosius vidne for mig.

Claus. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg kommer da ikke til Forstyrrelse?

Abigael. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri Audients.

Claus. Jeg har en Nyhed at meddele Jer—men under fire Øine. (til Ambrosius:) Han kan gjerne forføie sig bort.

Ambrosius. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?

Abigael. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.

Claus. Tillader I, skal jeg....

Abigael. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.

Claus. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, hvad var det nu hun hed...?

Ambrosius. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.

Claus. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen veed nok, hvem jeg mener.

Abigael. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare smigrende.

Claus. Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!

Abigael. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem er saa Uhyret?

Claus. Uhyret? (Abigael og Ambrosius lee.) Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv mig Garnet!

Abigael. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.

Claus. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og Garn.

Ambrosius. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?

Claus. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en Bondeskræder?

Ambrosius. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.

Claus. Menneskekjærligt—hvad vil han sige dermed?

Ambrosius (med Hentydning). Jeg mener, at der er somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.

Abigael (smilende). Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.

Ambrosius. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.

Claus. Vorherre! er han fuld eller gal?

Ambrosius. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke ...

Claus. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, (til Abigael:) Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden vi ikke kan blive alene ...

Abigael. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?

Claus For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer deraf.

Abigael. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig at faae det sagt.

Claus. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne Leilighed bliver declareret.

(Ambrosius gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)

Abigael. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet over—(til Claus:) Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?

Claus. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...

Abigael (med tilbageholdt Vrede). Naa, saa det var Eders Ærind? I mener altsaa, at mit Samtykke kan I være foruden, naar I har min Faders?

Claus. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid sagt Nei dertil.

Abigael (heftig). Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?

Claus. Vidner! Men, ma chère amie, jeg beder Jer indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, med vore Forældres consentement.

Abigael. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?

Claus. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

Abigael. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa voxet fra mine, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

Claus. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...

Ambrosius. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader I vel, at jeg fjerner mig?

Abigael. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa ... See saa, nu er det forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!

Ambrosius. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

Claus. Ah, dieu soit béni! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker jeg.

Abigaél. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den bort, naar den er vissen.

Ambrosius. Kaste den bort!

Abigael. Eller gjemme den, ligesom I vil. (Hun rækker ham Rosen.)

Ambrosius. Jeg takker Eder, naadige Frøken!

Claus. Men jeg da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?

Abigael. Aa, jo, hvorfor ikke? (Søger imellem Planterne.) See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.

Claus. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.

Abigael (smilende). Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur Ambrosius om, det er hans Videnskab.

Ambrosius (ligeledes). Paa Latin kaldes den: Linaria.

Claus. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.

Ambrosius, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.

(Abigael leende ud til Venstre. Ambrosius ligeledes i Baggrunden.)

Claus (betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk). "Torskemund?" (Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:) Torskemund!

(Tæppet falder hurtig.)